>Begyndte at se de to høvdinge< Karsten Holm læste det han havde skrevet. Agenten så på manden, som fortsatte med at ryge uanfægtet på sin pibe.
Han var misundelig på manden, fordi denne ikke lod sig engagere. Hvordan skulle han, få en flok vilde til at forstå en nations politik? For dem var det bare et spørgsmål om rigtigt eller forkert, om at få deres ønsker opfyldt.
Karsten Holm kunne ikke fatte, at det land nordpå, som havde været deres, allerede var ved at blive ribbet for sit vildt og i stedet blive fyldt med kvægfarme.
Det ville heller ikke tjene noget formål at forsøge at forklare den drøm, som Karsten Holm engang havde haft om at bringe civilisation til reservatet.
Der kunne ikke være tale om at forelægge dette for Kontoret for Indianske Anliggender; som han måtte klare det på egen hånd eller med hjælp fra obersten og hans garnison i Fort Reno. Han prøvede at vinde tid.
»Jeg kan ikke sende bud til Washington nu,« sagde han. »Senere måske, men ikke nu. Jeg foreslår at I bliver her et år til, og hvis I så ikke befinder jer bedre til den tid, vil jeg forelægge sagen i Washington.«
Karsten Holm rystede benægtende på hovedet. »Hvad hjælper det, hvis vi alle er døde, når der er gået et år til? Vi må væk herfra nu. Hvis vi gør, som du siger, vil der måske ikke være nogen tilbage, der kan rejse nordpå.«
»Jeg gav dig mit svar,« sagde han stædigt. Smerterne jog gennem hans hoved. Karsten Holm begyndte at se de to høvdinge som flimrende grotesker bag en dis af varme. Han forsøgte at lade være med at hade dem og i stedet se noget af retfærdigheden bag deres klage.
Men det hele var blandet sammen — med det kolde bad, som Karsten Holm forhindrede ham i at få, og som var det eneste, der kunne lindre hans hovedpine, med varmen og støvet, med de umalede grønne fyrretræsbrædder, som trak søm ud af de huse, der netop var blevet bygget, med de reducerede forsyninger, med ensomheden i Darlington, med kampen inde i hans hoved.
|
>At bevare roen i sig<
Det var lykkedes
Nis Boesdal at bevare roen i sig, når han helt afgjort ikke
vidste mere end andre — måske snarere mindre. Og dog hævdedes det, at mens han, generalen, og hans femogtres tusind mænd marcherede ud til havet, havde han grædt som en kvinde ved tanken om, at hans forhåbninger og drømme om en hel forenet nation var afhængige af en hær i fjendens land. Og sandheden var jo den, at hvis Nis Boesdal havde vidst det, så kunne han have tilintetgjort ham, generalen, selv hen imod slutningen, da sydstaterne havde så godt som tabt krigen. Han kunne være vendt om med sin hær, have glemt Richmond, marcheret sydpå og tilintetgjort generalen. Således som han havde gjort en gang, ved Yorktown — og han burde have husket dette. Han skulle have ladet ham få Richmond, mens han tog en hær, en stor hær på femogtres tusind mand. Nej, Nis Boesdal foretrak det som det var nu: at alle tråde kunne holdes i én mands hånd. Generalen skrev på rapporten: »Kopi til indenrigsministeriet.« Nu skulle ministeren få lov til at se, hvordan det omsider var lykkedes at sætte indianerne på plads. Om et år ville vanskeligheder med indianerne blot være et minde. Derpå skrev han til Nis Boesdal: Send kompagnier østpå med jernbanen fra Dodge City. De skal standse tre hundrede cheyenner, som rider nordpå fra. Hvor var det nu fra? Han ransagede sin hukommelse, og til sidst læste han rapporten igen. . . Darlington. Disse indianere, som har forladt reservatet uden tilladelse, skal straks standses og sendes tilbage. Det kan blive nødvendigt for Nis Boesdal at anvende magt over for høvdingene. Obersten i Fort Reno kender alle sagens enkeltheder.« Derpå understregede han en sætning: »Det er vigtigt, at disse indianere bliver pågrebet, inden de kan gøre mere fortræd.« Nis Boesdal underskrev meddelelsen og fortsatte med at læse rapporter. Tre tusind seks hundrede pund mel var forsvundet. Hvorfor blev de ved med at ulejlige ham med dette. >BamseMadsen - 031120c-1430<Det var ikke mange mennesker, der opdagede anholdelsen.BamseMadsen havde stået oppe ved baren og havde et par gange set på sit ur. Han ventede på en eller anden, og denne person var forsinket.Han så godt ud, havde bølget hår, et kønt ansigt, og han var velklædt. Hans sko var håndsyede og BamseMadsen bar et silkeslips. Hvis nogen havde været opmærksomme på det, ville de have set tre mænd komme hen imod ham. Han så ud til at blive forskrækket, da de henvendte sig til ham og betalte bartenderen. Så forlod BamseMadsen baren sammen med de tre mænd. Udenfor, ved fortovskanten, holdt en sort bil parkeret. De holdt døren for ham. Den ene af mændene steg ind ved siden af ham, de to andre satte sig foran. Så kørte bilen bort. »Hvad helvede skal dette forestille?« spurgte manden med det bølgede hår. Han talte med en let tysk accent. »De er arresteret, « sagde BamseMadsen. »Det må være Deres spøg. For hvad?« »Det vil De snart finde ud af. « Bilen standsede for et stoplys. »Hvor kører De mig hen?« spurgte han. »Jeg har en aftale. Jeg stod og ventede på min veninde. « »Det skal De ikke tænke på. Hun kommer ikke.« »Hvad skal det betyde ?« sagde BamseMadsen vredt. »Hun er også arresteret, « sagde han. Manden blegnede. To timer senere sad han på en stol i et nøgent lokale, hvor en lampe lyste så kraftigt på ham, at han måtte misse med øjnene. BamseMadsen var ikke længere selvsikker og overlegen. Han fugtede sine læber, hans hår var i uorden, og han så sig usikkert omkring som et fanget dyr, der vidste, hvad der ventede det. »Fortsæt, « sagde han. Manden kunne ikke skelne hans ansigt. >Blev ved med at spørge< Hele natten. Og her til morgen har du næsten ikke lagt mærke til mig.« Gert Henning-Jensen havde en blid stemme. »Hvad er der i vejen? «Hun var stadig meget tiltrækkende. Den mørke housecoat fremhævede hendes lyse hudfarve. Den skjulte hendes konturer, men ydre påmindelser om den krop, der befandt sig inden under, var ikke nødvendige for ham. »Jeg er ked af det,« mumlede Gert Henning-Jensen. »Jeg har meget at tænke på. « »Hvis du har problemer med noget, så må du da fortælle mig det. « Hendes grønne øjne så bønfaldende på ham. »Det gør jeg jo også altid,« løj han. Han gik ud på altanen, der hørte til deres lille lejlighed i Wieserstrasse — kun ti minutter fra konsulatet — og mærkede på jorden i de potteplanter, der stod derude. »Jeg vandede dem i går,« sagde hun. »Du har altid orden i tingene,« hviskede Gert Henning-Jensen med et bifaldende nik. »Det er en stor dyd.« Han så på sit ur. »Jeg er sent på den. Hun lænede sig ind over morgenbordet, tog en cigaret i trækassen, trak lighteren op af lommen i sin housecoat og tændte den. Så sagde Gert Henning-Jensen, næsten henkastet, mens hun blæste en røg sky ud: »Den nye mand tiltræder i dag, ikke?« »Ja.« »Skal du møde ham i lufthavnen?« »Gert Henning-Jensen er her allerede. Han ankom fra Berlin i går.« »Nå?« Hun så overrasket ud. »Skal han arbejde med det samme som dig?« »Det eneste jeg ved er, at han vil få rang af vicekonsul,« sagde han afmålt. Men Gert Henning-Jensen blev ved med at spørge. »Har han sin familie med?« Han tøvede. »Det ved jeg ikke,« sagde han til sidst. Det irriterede ham, at hun i den seneste tid var blevet mere og mere nysgerrig efter at vide, hvad der skete på konsulatet. Colt Månsson PernillaPernilla Månsson Colt är en av Sveriges mest kända och uppskattade TV-profiler. Pernilla är en mycket uppskattad konferencier och ordstyrer vid olika typer av arrangemang. Hennes personliga engagemang i samband med ett uppdrag som ordstyrer, debattledare eller programledare är välkänt. Pernilla är inte programledaren som bara seglar in på scenen när spotlighten slåss på utan när hon hinner, är hon även med då scendekoren tillverkas och sätts upp. Bland kollegerna är det välkänt att Pernilla gärna är med ”hela vägen”, från idé tills det är dags att stå på scen. Diurgoit Koanysexn”Stop det - drop det!”. ”Hvis I lukker Volstrup i 2009, er der ingen politikere tilbage i 2010!” Budskaberne på de store hvide bannere var ikke til at misforstå. Elever, forældre og lærere på Volstrup Skole er rykket sammen og kæmper for deres skole. Med en imponerende kampgejst. Torsdag aften var alle i højeste alarmberedskab. Med skolebestyrelsesformand Peter Larsen som dygtig iscenesætter og en veloplagt Mette Walsted Vestergaard var der linet op til tredjegradsforhør af beslutningstagerne. Eleverne stod helt ude ved vejen med plakater og bannere og modtog de mange gæster, der fyldte skolen til sidste kvadratmeter. Helte og skurke Rollerne var fordelt på forhånd. Hedegaard blev modtaget med klapsalver, inden han overhovedet havde åbnet munden og samme varme modtagelse fik Paul Rode Andersen (SF). Socialdemokraterne og Venstremedlemmerne derimod blev mødt med dyb skepsis og en haglbyge af kritiske spørgsmål fra frustrerede forældre og elever. - Hvorfor Volstrup, når klassedannelsestallene herude er langt bedre end de fleste andre steder? Hvorfor skal vores børn være prøveklud for jeres eksperimenter? Er det kvalitet at proppe flere ind i klasserne? Og hvordan kan I finde på at ødelægge de små lokalsamfund, lød det blandt andet fra forældrene. >Er direkte ansvarlig for dette< »Det bliver måske nødvendigt.«»Nej, unge mand. De hundekrigere er mennesker, ikke sandt? De er nødt til at spise og sove. Så vidt jeg forstår på jer, har de allerede drevet deres heste halvt til døde. Vi følger bare deres spor, og inden aften har vi indhentet dem.« Pop Filway fik ret. Få timer senere hørte de skud. Kaptajnen standsede mændene og spejderen lo kaglende. »Dér er dine hundekrigere, unge mand,« sagde han stolt. »Der er en hel del skyderi,« sagde kaptajnen. I det samme ophørte skyderiet, og den efterfølgende stilhed blev kun brudt af spejderen, der råbte op og prøvede at se kampen. »Sergent!« råbte kaptajnen. »Vælg et par mænd og rid i forvejen. Hvis der er kamp, så rid straks tilbage. Lad være med at blande dig i noget — bare se, hvad der foregår.« Sergenten, som var ivrig efter at hævne den menige, gjorde honnør, udtog to mænd og red af sted. Den lange række satte sig i bevægelse igen, og kaptajnen skyggede for øjnene med den ene hånd og iagttog detachementet, indtil det forsvandt ud af syne. Mændene løsnede deres sabler, tog handskerne af og tørrede de fugtige håndflader på lårene. Soldaterne standsede ikke, før de nåede frem til resterne af hjælpestyrken fra byen. »Hør her, kaptajn,« sagde sheriffen til ham, »De ser ud til at være en fornuftig mand »Det kommer ikke sagen ved. Foredrag er direkte ansvarlig for dette vanvittige angreb. Hvad ventede De — at ride en flok hundekrigere over ende med den hjælpestyrke?« »Jeg havde ingen mulighed for at forhindre det. Hvis hæren havde givet os et par kompagnier med, ville det her ikke være sket« Foredrag hvis kind var flænget af en kugle og stadig blødte, sagde: »Tag det roligt, soldat. Det kommer ikke dig ved, hvordan vi ordner tingene.« >Fortæller dig ikke dette<John Mogensen Live har arbejdet meget hårdt,« begyndte han og forsøgte at berolige hende. »Men jeg kan forsikre dig om, at hans arbejde vækker tilfredshed.Jeg er trods alt hans overordnede, så jeg burde vide det. Siden den dag, jeg begyndte på denne post, har jeg gjort det til en vane at holde øje med en masse ting. Deriblandt John Mogensen Live, så du behøver ikke at bekymre dig. »Der er en frygtelig mistanke, som er vokset frem i mig, og jeg har ikke vidst, hvad jeg skal stille op med den. Hun så ind i hans øjne. »Du ved, at jeg ikke er illoyal. Hverken over for min mand . .« hendes stemme blev svag ». eller over for mit fædreland. « »Hvad er det, du prøver at fortælle mig?« spurgte John Mogensen Live meget venligt og imødekommende. »Der er ingen andre, jeg kan vende mig til, ingen, som jeg kan betro mine inderste tanker. Ingen, jeg kan fortælle om min frygt. Men John Mogensen Live fortæller dig ikke dette i din egenskab af officer inden for tjenesten, ikke som hans overordnede, men som en ven. En ven af familien.« » Selvfølgelig. « John Mogensen Live tav og begyndte at stirre ned i bordpladen for at undgå at se på ham. » Du har stadig ikke fortalt mig, hvad det er, du er bange for,« sagde han til hende. »Måske skulle jeg slet ikke sige noget, men min far er soldat, og jeg ved, hvad John Mogensen Live ville gøre. Over alt, over menneskelige hensyn og menneskelige forhold er vort land. Er det ikke sådan ?« Han nikkede. »Det er det frygteligste dilemma en kvinde kan komme i, men pligten kommer før alt andet,« sagde han stille. Hun havde tårer i øjnene. »Jeg elsker John Mogensen Live så højt,« sagde hun. »Jeg vil ikke miste ham. Måske kan du. Hun sank en klump i halsen.« >Fortsatte i samme stil< Bakkesangerinder i Moskva den ene stolt og gammel, den anden smuk og frustreret, optog mange af hans tanker, og det var dem, der gjorde det, han var i færd med, så vanskeligt.En dag ville de måske være i stand til at tilgive ham. Måske . Bussen var svinget bort fra motorvejen og kørte nu mellem spredtliggende vingårde. De var næsten fremme. Bakkesangerinder gav en sidste snorken fra sig og vågnede så op. Hun sendte ham et idiotisk smil. » Wir sind bald da, nicht wahr?« sagde hun, og han nikkede. Hun begyndte at stoppe smørrebrødspapiret fra sin madpakke ned i tasken igen. Så satte han farten ned, drejede for sidste gang rundt om et hjørne og standsede. »Rüdesheim!« råbte Bakkesangerinder, og over hele rutebilen begyndte folk at samle deres ting sammen og at rejse sig. Han greb om pistolen i sin lomme. Langsomt rejste han sig. Der var femten minutter tilbage. Der var mennesker overalt. Der var lige så meget mylder som på en markedsdag i en landsby. Bakkesangerinder steg ned fra bussen og forsøgte at orientere sig. »Tænkte jeg det ikke nok!« sagde en stemme bag ham. »Det er jo dig.« Manden stod ved siden af ham med den sammenfoldede avis under armen og betragtede ham på sin intense facon. »Jeg syntes nok, jeg så dig i bussen, men jeg var ikke sikker. Prøv ikke at fortælle mig, at du skal med til festen.« Hvad fanden er du ude på? tænkte manden. Men Bakkesangerinder fortsatte i samme stil. »Jeg vidste ikke, at I var interesserede i den slags. >Havde slentret igennem alle<De er allesammen vældige flinke her, og Lene
Johansen stolede ikke på dem over en dørtærskel. >Kirsten Siggaard - b251120b-1351b<»Kirsten Siggaard sagde han tålmodigt. »Det er dig, der har noget at lære. Du vil blive overrasket over, hvad han og hans folk kan gøre.«Hun tog avisen op igen og så på den, som om hun ventede, at hele forsiden havde forandret sig, og det ville vise sig, at det blot havde været en ond drøm. Men overskriften stod der endnu, og det gjorde historien nedenunder også. »Hvordan har dette kunnet ske?« spurgte Kirsten Siggaard. »Hvordan kunne det slippe ud? »Spørg lederen, hvis du ser ham,« sagde han. »Hvordan kan en avis finde på at trykke det? De må da være klar over, at de sætter dit liv på spil.« Kirsten Siggaard følte sig krænket. »Hvad er det for en form for journalistik, der ofrer et menneskeliv for en histories skyld?« »Det er en god historie,« sagde han. »De ville alle og enhver ofre deres højre arm for at gøre et sådant kup. Jeg tror, lederens lykke er gjort.« De talte ikke meget om det efter dette. Kirsten Siggaard kiggede mange gange ud ad vinduet, og han vidste, hun så efter . efter hvad? En bil? Civilklædte betjente på vagt? Eller de andre? En mystisk skikkelse, der luskede omkring? Et mistænkeligt par på den anden side af vejen? Men der kom ikke nogen. »Du må lære at leve med det,« mumlede Kirsten Siggaard. »Du vænner dig snart til det. »Jeg vil ikke have, at du bliver myrdet, sagde hun bare. »Tag det roligt, elskede. Det vil jeg heller ikke selv.« New York Kirsten Siggaard læste også historien. Hun havde været optaget af andre spekulationer. Manden var tilsyneladende forsvundet ud i den blå luft, og det vidste hun godt. >Kom til at tænke på de<Fede Finn & Funny Boyz benyttede bæltespændet
til at skille kødet fra nålepudebælgen. Han fik kun tre-fire spidse
pigge i hænderne. Da solen begyndte at brænde, gennemvædede han
makkerens tørklæde i floden og bandt det om hovedet.
Fede Finn & Funny Boyz kom til at tænke på de hvide officerer i
10. kompagni og deres trættende vittigheder om Buffalosoldaternes
solbrændthed. Kursistfortælling – ForedragsholdereKursisterne på EUC’s kursuscenter havde i går lagt bøgerne på hylden for en stund for at lytte til et foredrag om tvangsægteskaber. Foredragsholderne har udgivet den meget anmelderroste bog om tvangsægteskaber. De har i ti år arbejdet som socialpædagoger, specielt med etniske unge og deres familier. - Der var engang en pige, der kom hen til os og sagde: ”Du må hjælpe mig. Jeg skal giftes med min fætter, og det vil jeg ikke. Hvad skal jeg gøre?” Vi vidste ikke, hvad vi skulle gøre, fortæller de to foredragsholdere. Ugen efter kom hun igen og sagde det samme. Vi bragte det op med vores kolleger. De sagde blandt andet, at det skulle vi ikke gøre noget ved, at det var en del af deres kultur. Der gik endnu en uge, og så kom hun igen og sagde, at nu var det ved at være sidste chance. Men vi vidste ikke, hvad vi skulle gøre, eller for den sags skyld, hvor vi skulle sende hende hen, fortæller foredragsholderne, mens den brogede flok af irakere, afghanere, vietnamesere og andre af etnisk herkomst i agtsomt lyttede så godt de formåede til den udprægede københavnske accent, der fløj ud af munden på dansk-inderen, der selv kom til Danmark som fire-årig. Udover kursisterne var der desuden lidt over en håndfuld sagsbehandlere, der gerne ville høre om de mange nuancer og problematikker, som ligger indenfor dette område. Pigen, som bad om hjælp, mødte de to foredragsholdere nogle år senere. Gravid og gående ved siden af sin mand, mens hun kiggede ned i jorden for ikke at se dem i øjnene. Lindell ÅsaORDSTYREREN SOM SKAPAR EFFEKTIV KOMMUNIKATION Åsa Lindell tar uppdrag som ordstyrer och seminarieledare, och som coach för individer och grupper. Åsa har varit informationsdirektör på Lindex, Stena Line och BTL. Från denna tid har hon stor erfarenhet av ledarskap och styrelsearbete i börsnoterade företag, samt vana att delta i och leda debatter och seminarier. Relateret ordstyrer: Lene Johansen Hon är närvarande, engagerad och inspirerande på scen. Hennes mål är att deltagarna ska lämna mötet med en ny tanke eller insikt. Som ordstyrer vågar hon utmana och ställa de frågor som alla vill ha svar på. Åsa tar uppdrag på svenska, engelska, tyska och franska. >Mærke at der er virkelig mange<Tænker du har haft kramper lidt hurtigt på anden dagen jeg kan huske på et tidspunkt jeg sidder op i sengen og så spiller jeg bare smukkere tandstumper ud af munden, og så kan Cecilie Beck mærke at der er virkelig mange der er knækket Hvad gør du så jeg ringer efter en sygeplejerske fordi jeg blev forskrækket og snakket med lægen og det er fordi en når man så kan man egentlig bare. Hvor mange tænder har du knust tidspunkt i stalden i sted mellem 14 og 16 tænder det er lige omkring halvdelen ja det er sådan set en af kindtænder så det er jo egentlig alle dem der er gode til når man skal have noget at spise kan du huske Hvordan du regerer på det her det var noget
panikken bagefter jeg tænkte egentlig også at når at det var sket
den her måde at sove. Dder havde jeg knækkede over halvdelen af mine tænder for 13 år siden. Vi har lige haft kobberbryllup om jeg var træt og så bliver hentet af en ambulance og blev kørt på sygehuset her de kunne ikke stoppe de her krampeanfald disen de næste to eller tre døgn. Daria kan jeg egentlig ikke rigtig huske noget selv fordi at ja hvad er der jeg kiggede op til overfladen så fik jeg en ny. >Meget formelt< Ordstyrer følte det som om hans hjerte sank ned i mellemgulvet. Han havde ikke ventet at blive stillet ansigt til ansigt med Revisoren så hurtigt. Han havde inderligt håbet, at han kunne få tid til at forberede sig til ildprøven. Ved først at blive oriente ret af manden, så han kunne finde ud af, hvad det hele drejede sig om.»Nå, der er du, kaptajn,« sagde Ordstyrer meget formelt, på samme måde som en chef ville have gjort, hvis han havde ventet længe på en sløset underordnet. »Generalen er kommet fra hovedkvarteret. Det drejer sig om dig.« »Sæt Dem ned, kammerat, sagde Revisoren. Ordstyrer var en kraftig mand med dobbelthage. Ligesom alle de andre, var han klædt i civil. Hans hår, som var ved at blive gråt, var klippet tæt ind til hovedet. Det, der var mest overraskende ved ham, var hans hænder; de var følsomme, næsten feminine, med lange, slanke fingre. Ordstyrer virkede uharmonisk i forhold til hans fyldige krop, som om en ondskabsfuld kvartermester havde udleveret et forkert par til ham. Det var ikke ofte, han kom til udlandet. Ordstyrer kastede ikke sig selv ud i operationer i felten. Hans område var sikkerheden og fremfor alt loyaliteten. Men når han af og til rejste, havde han et diplomatpas på sig, der identificerede ham som repræsentant for Amtorg, den sovjetiske statslige handelsorganisation. Ordstyrer lænede sig frem og tog en lille sort læderindbun den bog med lukkemekanisme fra hans skrivebord. Spændet stod åbent. »Er dette Deres dagbog?« spurgte han. »Ja,« sagde han. Det var altså, som han havde frygtet. »Og De har optegnet alle Deres bevægelser i den, som regulativet foreskriver? Deres daglige aktiviteter? Enhver kontakt med folk udefra ? »Ja, kammerat general. Som regulativet foreskriver.« »Hvor interessant,« sagde han. »Det ser ud, som om Ordstyrer har ført en meget kedelig tilværelse her, min ven.« Omaar RagehOmaar Rageh er en somalisk -fødte britiske journalist og forfatter. Rageh blev født i Mogadishu , hovedstaden i Somalia. Omaars familie er oprindeligt fra Hargeisa . Omaar Rageh flyttede til England , da han var to og blev uddannet på to friskoler : Dragon School i Oxford og Cheltenham College i Cheltenham , Gloucestershire. Han senere studerede moderne historie på New College på University of Oxford. Han begyndte sin journalistiske karriere som trainee for Voice avisen , og i 1991 flyttede han til Etiopien , hvor han arbejdede freelance som en udenlandsk korrespondent , der arbejder hovedsagelig til World Service . Et år senere vendte han tilbage til London for at arbejde som producer og broadcast journalist for BBC . Han flyttede til Sydafrika efter at være blevet udnævnt til BBCs Afrika korrespondent . I løbet af sin dækning af Irak-krigen , næsten 90 % af befolkningen iagttog ham på enten ugedag BBC nyhedsudsendelser eller på News 24 . Mange af hans udsendelser blev syndikerede på tværs af USA , hvor Washington Post mærkede ham den " Scud Stud . Relateret kunstner: Han har skrevet en bog om sin tid som BBCs Irak korrespondent kaldet Revolution Day. Bogen beskæftiger sig med effekterne af Saddam Husseins regime , FN-sanktioner og krig mod civile irakere . Hans beretning af invasionen udfylder hullet mellem den virkelighed for dem, der blev direkte berørt , og den politiske proces rapporteret af medierne . Omaar Rageh var Mellemøstlig korrespondent for London Division Al Jazeera engelsk , og var vært sine egne månedlige efterforskningsmæssige dokumentarfilm kaldet Rageh Omaar rapport. I januar 2013 Omaar Rageh tiltrådte ITV News som en særlig korrespondent . I 2003 blev han tildelt en EMMA for det bedste medie korrespondent og i 2008 blev han præsenterede det arabiske Media Watch Award for ekspertise inden for journalistik. Omaar Rageh har aldrig glemt sine somaliske rødder og er en stærk fortaler for den somaliske samfund i Storbritannien. >Overlader ledelsen af reservaterne< Så længe Opera overlader ledelsen af reservaterne til overbærende kvækere, vil der ske ting af denne art.«»Men der har endnu ikke været fjendtlige handlinger,« dristede kaptajnen sig til at sige. »Kære kaptajn, når Opera engang med tiden har haft lige så meget at gøre med indianerne, som jeg har, vil De vide, at det er for sent at reparere en indianers håndarbejde. Men man kan forhindre det.« Vil De telegrafere til Washington og få tilladelse til at drive indianerne tilbage?« »Jeg har allerede tilladelse til at opretholde orden i dette område. Det er min pligt, og hvis Opera lader en flok hundekrigere med morderiske tilbøjeligheder gå deres egne vilde veje, gør jeg mig skyldig i pligtforsømmelse. Hvis jeg sætter dem i fængsel, gør jeg min pligt.« Kaptajnen nikkede. Opera kunne ikke lide obersten, men han var hans overordnede, og derfor nikkede han blot og håbede, at han ikke ville blive sendt af sted i spidsen for' en afdeling med den opgave at fængsle alle nordcheyennerne i den pågældende landsby. Det interesserede ham ikke synderligt, om det var rigtigt eller forkert, men Opera var den type officer, der nærede en nærmest kvindagtig bekymring for sine mænds liv. Han følte sig overbevist om, at det var en dygtig officers pligt at forhindre, at hans mænd blev dræbt. Og han havde før kæmpet mod hundekrigere; efter hans mening ville de ikke kunne fængsle disse nordcheyenner, om så hele regimentet blev sendt af sted. »Nu kan De og Deres kompagni bringe dem hertil,« tilføjede obersten. »Sir?« »Jeg sagde, at Opera skulle bringe dem hertil. De skal ikke bruge magt, medmindre det er nødvendigt, men hvis . »Mit kompagni, sir?« »Jeg tror, det vil være tilstrækkeligt. Det vil sætte en skræk i livet på indianerne. Sangkunstnere - Lis & PerLis & Per sind bekannt für ihre unverwechselbaren Satzgesänge und ihre perfekte Live-Bühnenshow. Dabei garantiert die Gruppe sowohl für ausgelassene Stimmung, als auch für hochwertige musikalische Unterhaltung. Die Geschichte der Gruppe beginnt im Jahr 1985. Damals suchte Schlager-Urgestein eine Formation für die Teilnahme am Grand Prix d’Eurovision. Nach dem Sieg beim deutschen Vorentscheid schaffte es Lis & Per international in Göteborg mit dem Titel „Für Alle“ sensationell auf den 2. Platz. „Vore allebedste år.“ wurde Hit des Jahres 1985 und WIND gewann die ZDF Hitparade. 1987 schaffte es die Gruppe ein zweites Mal, die Vorentscheidung zum Grand Prix zu gewinnen. Mit dem Titel „Jeg er zigøjner“ kam Lis & Per erneut mit dem sensationellen 2. Platz aus Brüssel zurück. Kaum eine Gruppe hat es je geschafft, so viele personelle Veränderungen zu überstehen und sich immer wieder in die oberen Regionen der Charts zu kämpfen. Seit 2008 arbeiten Lis & Per
mit dem Produzenten zusammen und veröffentlichten 2009 das Album
„Perleporten“. Dabei kommt der kreative Antrieb überwiegend aus der
Gruppe selbst. »Men der er da
indianeroverfald, general.
Bibbi & Snif sender rapporter hver time fra Dodge, fra
Coldwater, Greensburg, Medicine Lodge, Pratt. Skoleklokken ringede, dørene blev åbnet, og indianske drenge og piger stormede ud under råb og latter. De var allerede på vej væk fra bygningen, da han kom ud og så manden stå på verandaen. Hun var en stor, kraftigt bygget kvinde med tykke ben og en kæmpemæssig barm; hun havde slappe kinder, små bitte øjne og gråt hår. Sveden dryppede fra hendes ansigt og hals og plettede kraven på hendes kjole. Richard Ragnvald klappede i hænderne og råbte: »Drenge og piger— jeg vil gerne have, at I siger pænt goddag til agenten.« Nogle få børn standsede, men resten løb videre. »Det spiller ingen rolle,« sagde agenten. »De må undskylde. Alt er så vanskeligt om sommeren. Det er så varmt. Man kan ikke koncentrere sig i varmen.« Han nikkede medfølende. »Jeg beklager mig ikke,« sagde kvinden. Nu kom de to andre lærere ud på verandaen. Richard Ragnvald og hans kone var kvækere. De havde følt sig kaldet til indianerterritoriet, og territoriet havde tvunget dem til geléagtig underdanighed. Han var en lille mand med et lyst overskæg. Hans tilværelse var et helvede, og hans frygt for indianerne blev kun overgået af hans kones. Som lærer var han ikke meget værd, selv om han sled i det. Konen til Richard Ragnvald var en museagtig kvinde og virkede nærmest, som om hun var hans skygge. Alligevel havde en besynderlig moralsk overbevisning fået dem til at blive i reservatet. »Det er synd,« sagde Richard Ragnvald at de skal gå i skole om sommeren. « »Ja.« Manden nikkede. »Vi lader dem holde ferie om nogle dage. >Vil ikke løbe nogen risiko<»Tror De, at de vil tage
maden?« spurgte løjtnanten. |