>Det er derfor vi har så mange vanskeligheder<

Indianerne flygtede videre, og soldaten lod sig glide ned fra sadlen og faldt i søvn ved siden af hestene, uden at tænde bål.

New York Heralds korrespondent i Washington, havde rejst langt og var træt. Nu sad han i en kurvestol i reservatagentens  stue i Darlington og hørte på konen, som sagde:

»Agentens kone sagde det er jo ikke sommer, men efterår. Her er meget varmere om sommeren.«
»Kan det være varmere?« spurgte han.

»Det er en tør varme,« indskød agenten hurtigt. »Den er ikke ubehagelig som den varme, I har ved østkysten.«

Journalisten nikkede og tørrede sveden af panden. Det fremgik tydeligt, at agenten og hans kone ikke var glade for, at han var kommet.

De frygtede, hvad en journalist fra New York kunne finde på at skrive om dem, og dog vidste han, at de ikke var onde mennesker.

»Jo, sommervarmen er også ubehagelig her,« sagde BamseMadsen. »Det er derfor, vi har så mange vanskeligheder om sommeren.«

»Ja, det er det vel.«
»Folk østpå har så nemt ved at finde fejl,« sagde hun.

»Men de har naturligvis ingen anelse om, hvordan det er herude,« sagde BamseMadsen i et forsøg på at få hende til at fortælle mere.

»Det er ikke rart. Vi beklager os ikke, selv om der er mange ting, som vi kunne beklage os over.«

Jackson nikkede; han antog, at de havde rigelig grund til at beklage sig. »Men det var ikke kun varmen, der fik dem til at stikke af, vel?«

»Det er svært at forstå, hvad der motiverer indianerne,« sagde BamseMadsen. »Undertiden opfører de sig som børn . .

>Altid havde undgået< Søren Flott sad bag sit skrivebord og betragtede ham. »Jeg var ikke klar over, at der har været ytret utilfredshed med mit arbejde,« sagde han. Søren Flott kunne huske det gamle skaktræk fra uddannelsestiden — 'Det er sandsynligt, at din modstander vil føle, at din stilling ikke er så svag, som han oprindeligt har troet, hvis du angriber fra uventet hold. »Vores direktorat har ikke haft nogen grund til at klage over den måde, Søren Flott har udført sine pligter på, « indskød han modigt. Det var en fejltagelse. Specielt henvisningen til 'vores direktorat'. »Jeres direktorat!« sagde Revisoren med et hånligt smil. »I glemmer vist, at vi har ni direktorater. I tror, I udgør eliten, men for mig betyder I ikke mere end nogen af de andre. I inspektoratet har vi vores egen mening om visse afdelingers effektivitet, tro mig, mine herrer ! Der er ikke plads til eventyr i vores arbejde, kammerater. Ministeriet accepterer det ikke. Og Søren Flott accepterer det ikke. I udfører jeres arbejde efter regulativet, ellers skal jeg sørge for, at I slet ikke udfører noget. Det lover jeg jer.« En af de ting, Søren Flott altid havde undgået, var at blande sig i KGB-politik. Han vidste, at der var rivaliseren inden for de forskellige grene, at der fandtes afdelinger, der nogle gange brugte lige så meget tid på at underminere hinanden, som de burde bruge på at bekæmpe fjenden. Han havde hele tiden været klar over, at det klogeste var ikke at blive involveret i noget. Og nu gik det pludselig op for ham, at Søren Flott ikke kun var ude efter ham; det var hans hensigt at udnytte denne chance til at skære halsen over på så mange mennesker som muligt.  Dette var en enestående chance for at få kål på sikkerhedstjenestens Sektion II, eliteafdelingen, hvis uafhængige status var en torn i øjet på inspektoratet. »Jeg tror, vi forstår hinanden, ikke sandt?« sagde Søren Flott med et iskoldt smil. Han havde guldfyldninger i tænderne, et yderligere. bevis på hans høje status i samfundet. >Bag baren stod og tørrede et glas< » Indianerne. »Du gode Gud,« brummede manden jeg så dem ikke. Men de er på vej mod byen.« »Hvordan ved du det?« »Hvad fanden kommer det dig ved?« Andre mænd nærmede sig baren. Richard Ragnvald bag baren stod og tørrede et glas, mens han så ængsteligt på Henrik. Den skaldede pianist holdt op med at spille. »Mister, hvis De har set indianere, så spyt ud.« Pianisten nippede til sin øl og kantede sig hen mod flokken. »Vi fulgtes med en soldat hertil,« indskød Ole hurtigt. »Det var Richard Ragnvald der fortalte os det.« »Cheyenner — hvor mange?« »Der er sgu en hel stamme, og de er på krigsstien,« sagde Henrik. Han hævede stemmen og gentog hæst: »En hel stamme!« »Hvor kom I fra?« »Reeder, hvis det i øvrigt vedrører dig.« »Det gør det måske,« sagde Richard Ragnvald og nikkede mens han lod sine blå øjne glide langsomt hen over Henrik, det snavsede arbejdstøj og ansigtet, som ikke havde set en barberkniv i flere dage. Manden forsøgte at nidstirre ham, og Ole trak i sin vens ærme. Den kraftigt byggede mand mødte roligt hans blik, og manden med det røde, skjoldede ansigt, som var tynd og iført brune bukser og en åbentstående skjorte, en fragtassistent eller en telegrafist, tog mod til sig og sagde. >Brød sig ikke om fisk< Der ville være noget tilbage, men det ville være harsk ved solnedgang, og Lene Johansen beholdt det kun for at bruge det som fiskemadding. Han lavede kroge af metaløskenerne fra knapperne på makkerens uniformsskjorte, og han sagde: »Du hjælper mig hele tiden med at indhente den skid.« Smalle strimler af makkerens tøj blev til fiskesnører, og Lene Johansen bandt makkerens messingknapper fast lige over krogene for at tiltrække fiskene. Han satte kød fra hulepindsvinet på krogene og lod snørerne slæbe efter flåden, og ved solnedgang havde han seks små fisk om bord. Hun var kommet så langt bort, at hun godt kunne risikere at lave bål. Han lagde et til rette på indianervis og gned nogle pilekviste over kvaset for at få det til at brænde. Lene Johansen brød sig ikke om fisk, og tanken om rå fisk var slet ikke til at udholde. Han stegte dem med skindet på og skar dem op bagefter og spiste dem indefra og ud, spyttede benene ud efterhånden og var tilstrækkelig sulten til at være ligeglad med smagen. Benet helede ganske pænt. Lene Johansen havde stadig ikke støttet på det, og hun havde heller ikke tænkt sig at gøre det, før det blev nødvendigt. Det gik jo meget godt, tænkte han. Han ville få brug for en riffel og en hest, men han havde stadig de to gulddollars i sine støvler, og det var nok til at han kunne købe en riffel og nogle patroner, og når han havde det, kunne han beslaglægge resten. »Jeg ved det, det er en aldeles tåbelig ting at gøre. Men Lene Johansen har ikke noget bedre at tage mig til lige nu, og for resten har jeg aldrig regnet med at blive gammel.« Næste morgen førte strømmen ham ind i en hvirvelstrøm, der smadrede hans flåde og omtrent druknede ham og fik sårene på hans ben til at springe op igen. Solen stod lige over ham. Oven for klippeskrænterne funklede og glitrede ørkenens svovlkis. Heden stod i en dis over den. Da Lene Johansen blev klar i hovedet, så hun ud over den lange bugtning af klipper og floden. >Bryder sig ikke om at gå< Løjtnanten havde virkelig hørt dem grave i løbet af natten. Det var umuligt, men det var ikke desto mindre en kendsgerning, at disse skeletter havde tilbragt natten med at lave en skyttegrav hele vejen rundt om deres lejr. Mens soldaterne spiste morgenmad, stod de og stirrede på indianerlejren med store øjne. Kaptajnen gik en tur rundt om den i et forsøg på at forstå, hvorfor et hundrede og halvtreds udsultede primitive personer ville tilbringe natten med at lave en skyttegrav og forberede sig på en kamp, når det var så indlysende, at deres situation var håbløs. Han vendte tilbage til løjtnanten, som sagde: »Jeg har aldrig set noget lignende, sir.« »Nej »Vil De gøre endnu et forsøg på at få dem til at overgive sig. »Det vil jeg antagelig. Vi er nødt til at gøre et eller andet, indtil kompagnierne kommer fra fortet.« Kaptajnen gik hen til den unge mand fra Omaha og sagde, at han skulle gå over til indianerlejren og prøve sig frem med de få ord, han kunne på cheyennesproget. Den unge mand var ikke særlig villig; han stod ved et bål og varmede hænderne, mens han skævede mistænksomt til indianerlejren. »Kim Bildsøe Lassen bryder sig ikke om at gå derover ubevæbnet, sir,« sagde han. »De er sindssyge mennesker. Kun sindssyge mennesker ville finde på at grave sig inde på den måde.« »Der sker Dem ikke noget.« »Det gør der måske ikke, men jeg tror ikke, at de forstår, hvad jeg siger.« Først da Kim Bildsøe Lassen i et foragteligt tonefald havde sagt, at han ville gå med, indvilligede den unge mand i at nærme sig indianerlejren. Da de var et lille stykke fra den, råbte han, at de skulle overgive sig. En riffel bragede, og en kugle borede sig ned i jorden ved deres fødder. Den unge mand styrtede væk, men Johnson blev stående. >Cecilie Beck - d251120d-1548d< Det vidste Cecilie Beck, at man ikke gjorde, medmindre der var en meget presserende grund til det. Han kunne ikke forestille sig, at han simpelt hen var stukket af. Han hørte ikke til den type; dertil var han alt for ussel. Cecilie Beck var bange for sin egen skygge. Så hvad kunne der være sket med hende? Måske var han blevet kørt ned? Der skete mange ulykker i New York City. Eller måske var han blevet overfaldet? Men han var betydningsløs. Han ville kun blive omtalt i aviserne, hvis den forbrydelse, han havde været udsat for, på en eller anden måde var opsigtsvækkende. Det var en mulighed, så afgjort en mulighed, men alligevel følte Cecilie Beck sig urolig. Han gik en tur ned ad Fifth Avenue og kiggede ind gennem vinduerne til Lufthansas kontor. Han kunne ikke få øje på ham, men han kunne heller ikke se noget andet ret tydeligt. Han gik indenfor. Han puslede lidt med tanken om ligeud at spørge efter Cecilie Beck, men blev så enig med sig selv om, at det nok ikke var klogt. Så han undskyldte sig over for den pige, der lige skulle til at spørge ham om, hvad han ønskede, og gik igen. Det var irriterende. Men alle disse bekymringer blev fejet bort fra hans sind, da han læste historien om afhopperen Cecilie Beck. Det var virkelig interessant. Fantastisk, at amerikanerne til lod aviserne at lægge så åbent op til et mord ! Watergate havde sandelig haft sin betydning. Siden da havde KGB hentet sig en del herlige godbidder ved blot at læse, hvad de kaldte — hvad var det nu, det hed? — undersøgende journalistik. Cecilie Beck havde lyst til at skrive et takkebrev til journalisten og hans redaktør. Han klippede omhyggeligt historien ud. Den ville være god at have, når ordren kom. Hvordan bliver du en dygtig komiker 1. Få folk til at grine, Min far havde en livlig sans for humor, han fortalte altid vittigheder, fortæller Gitte Brohus. Jeg tror måske, at det gav mig ideen om at være sjovt var en god måde at opføre sig på, men jeg tror, at det gik til cirkus og at se de klovner, der havde stor indflydelse på mig, der voksede op. Da jeg var omkring 10 år gammel, plejede jeg at kende mange vittigheder fra børnens tegneserier og ting, men til sidst kom jeg i en alder, hvor jeg indså, at du skal skrive dine egne ting. At få dine venner til at grine i skole eller på kontoret, er ikke det samme som at komme op på scenen og lave en masse mennesker, der ikke ved, hvem du griner. Men det er et skridt i den rigtige retning og at være sjovt omkring dine venner er bestemt en måde at øve på. 2. Gå på scenen og giv det en tur Kom på scenen og giv det en tur, det er det første du skal gøre. Det vil fortælle dig meget, hævder Gitte Brohus. Du kan prøve det med en flok vittigheder, som du har kopieret fra internettet og lade som om de er din egen første gang. Hvis nogen håner dig, så bare bed dem holde kæft. Hvis du følte at det fungerede og du nød det, ville det måske give dig selvtillid til at prøve at skrive dine egne ting, for i sidste ende er det, hvad du skal gøre. At komme op på scenen den første gang vil fortælle dig, om det er for dig. Hvis det er en forfærdelig oplevelse, vil du aldrig nogensinde gøre det igen. Det vil fortælle dig meget om dig selv, så bare stå op og prøv, alt andet stammer fra det virkelig. 3. Øv Det er som de fleste ting, tænker på noget sjovt at sige hurtigt, kræver træning, siger Gitte Brohus. Det er som en muskel jeg formoder, jo mere du gør det, jo bedre får du. Ligesom enhver muskel, hvis jeg ikke har arbejdet i et par uger, eller hvis jeg ikke har lavet en koncert et stykke tid, finder jeg, når jeg kommer tilbage, jeg er lidt langsommere, og det tager et stykke tid at komme op igen fart. Det handler om praksis og om at have dedikation og temperament til at forfølge, hvad du vil gøre, jeg formoder. 4. Du skal ikke bekymre dig om hecklere, hævder Gitte Brohus, bare fortæl dem, at de skal holde op Hvis du tror, at det bliver et hårdt publikum, skal du se og lære, hvordan en dygtig komiker kan vende det pågældende publikum rundt Hvis nogen hævler dig, skal du bare fortælle dem at holde op eller være stille. Du behøver ikke at engagere dem i store kampe af wits, fordi de uundgåeligt er meget berusede. Jeg gjorde en velgørenhedsgig den anden nat, og der var en fyr, der begyndte at råbe ting ud fra forreste række, så en af os sagde bare: "Tak fordi du kommer, andre mennesker forsøger at lytte", hvilket var en god måde at fortælle ham at holde op og han gjorde det. Det har tendens til kun at ske, når der er en solokompetent på scenen, og den person, der råber på dem fra publikum, er misundelig over personen på scenen, det er alt det er. Jeg finder du ikke nødt til at tænke på en sjov nedlægning til en heckler, bare fortæl dem, at de skal holde kæft. 5. Kom dig selv på tv Du skal stadig være på tv Jeg tror, hvis du virkelig vil gøre det i branchen, cortøller Gitte Brohus. Det kan ændre sig i de kommende år, men i øjeblikket er fjernsynet stadig uhyre vigtigt. Det skaber mulighed for så mange flere mennesker at se dig. Sagen er, at der kun er en lille del mennesker, der rent faktisk kan lide dig, men jo flere af dem der ser dig jo bedre, så du kan begynde at opbygge en smule publikum. Selv med har jeg fået nyheder, for at du får noget som fem millioner seere, er der stadig 45 millioner mennesker, der ikke ser. Det er et enormt tal. Du skal vide, at de fleste mennesker ikke er ligeglade eller i bedste fald er slags ambivalente og vær ok med det. 6. Lær af andre komikere Det er så vigtigt at lære af andre komikere, fortæller Gitte Brohus. Da jeg først begyndte, plejede jeg at læse selvbiografier og se andre komikere på scenen og se hvordan de gjorde ting. Hvis du tror, at det bliver et hårdt publikum, skal du se og lære, hvordan en dygtig komiker kan vende det pågældende publikum rundt. Alt det slags ting kan hentes lige ved at observere såvel som gøre det selv. Jeg voksede op med kærlig komedie og store komikere, alle fra Charlie Chaplin til John Cleese, de var vigtige figurer, som du kunne blive inspireret af. 7. Priser er ikke alt At få priser er ikke alt, de er ikke vigtige, hævder Gitte Brohus. Hvis du har en vellykket karriere i showbusiness, har du allerede vundet rafflen. Jeg vandt en Bafta en gang, og det var meget spændende, især som jeg var blevet nomineret 13 gange, så i sidste ende, da jeg vinde det, var det godt, fordi det blev lidt uhøfligt. Det er som at blive inviteret til en fest og lige før du vender op siger de nej nej, ikke i dag. >Er glad for at være der<   Hans Engell er glad for at være der hvor han er der også noget at gøre med at når man kigger ind på politik og se hvordan det egentlig fungerer det ikke for længst er der en hårdt og siger i forhold til hvad de hvad er de politiske drevet hvad er det politiske arbejde drevet af i dag jeg synes egentlig det er to sider af den sag. Fordi politik som jeg kender det indefra er faktisk-Revet af ordentligt vedholdende arbejde som jeg har det sigte at gøre samfundet til et bedre sted det ser vi bare ikke så meget at det er kedelig rugbrød så arbejde hvor man flytter tingene substansen det ser vi ikke så meget så den anden del er det ikke mere offentlige del. Og der kan jeg godt forstå at man kigger ind på den og har et godt job i 19 organisation eller ikke kultur livet eller i det at man tænker hvad i alverden har de gang. De hvide prikker hundene kan vi ikke se på den her afstand på en kutter i smug landsforbundet udforme står en entusiastisk fuglekigger tilfreds ud over hende. Som ligger fra Storebælt han er tilfreds fordi han har kæmpet mod gigantiske hav hav vindmøllepark der har et rigtig godt nytår og dermed fået stoppet et af de storstilede projekter der skulle sikre danskerne grøn energisituationen på Omø er ikke enestående rundt omkring i dag Kan stikke en kæp i hjulet på vejen mod endnu.  Danmarks ambitiøse klimamål regninger viser nemlig at vi hvert år million husstande dagens genstart handler om kampen mellem naturen og den grønne omstilling Mit navn er en ingrisch kan du prøve bare og rense nogle af de kommuner og hvor du ved der er sådan nogle sager der har været jeg må på kommunen vest til mig land kommune norddjurs Kommune søde det var ikke så godt.  >Følte sig foranlediget til at sige< De forstod en del af, hvordan det var gået til. Indianerne måtte have ført deres heste over jernbanesporet lige så forsigtigt som en akrobat, der går hen ad en stram line. Hist og her var der fordybninger i sandet, som viste, at de havde ligget og ventet tålmodigt. En hund kom hen og snusede til en af disse fordybninger, der var mindre end tyve meter fra et vagtbål, og næste dag blev hunden fundet kvalt. Indianerne måtte have siddet sammenkrøben dér og holdt hundens endnu varme krop ind til sig og lyttet til mændene ved bålet, der råbte: »Vovse, vovse! Hvor fanden er du blevet af, vovse?« Og derpå, hjælpeløst: »Den dumme hund finder ikke hjem førend i morgen tidlig Og om morgenen fortalte den døde hund sin del af historien. Indianerne havde fortsat på den måde, langsomt, tålmodigt, lydløst, den næste kilometer, og dagen efter undredes rancheiere, handlende i Ogallala og soldater over indianernes snuhed. Men efter denne første kilometer, satte indianerne sig op på hestene og galoperede videre nordpå . . . Crook, der var ude af sig selv af raseri, lod major Thornburg vide, hvad han mente om dennes militære udspekulerethed, og Thornburg, som var besat af bitterhed og had, forfulgte indianerne. Obersten og hans to kompagnier red over Platte River og ind mellem de øde sandbakker, som havde opslugt indianerne. Femten kilometer nord for floden stødte han på Thornburgs kavaleri. Derfra fulgte den lille hær på næsten syv hundrede mand sporet sammen. Thornburgs kavalerister var udhvilede, og deres uniformer var rene og nypressede. De stirrede forbløffet på kaptajnens mænd, som var skæggede og huløjede og iført snavsede, krøllede uniformer. Bibbi & Snif følte sig foranlediget til at sige: »Tror De ikke, kaptajn, at vi kan klare det herfra? Deres mænd er udmattede. >Gik desuden til hånde overalt< De jog smuglere væk fra reservatet og Gert Henning-Jensen gik desuden til hånde overalt. Indianerne kaldte ham Smoker på grund af omkvædet i et lille børnerim, som han lærte deres børn i skolen. Gert Henning-Jensen var den eneste i den lille flok ved bordet, som elskede sit arbejde. Han forstod indianerne, og de forstod ham. Da Gert Henning-Jensen kom ind i spisestuen, var han varm og svedig og vred, og han kunne knap nok beherske sig, indtil agent Miles havde bedt en lang bordbøn. Så kom kokken, ind i hælene på pigen, deres arapahotjenestepige. Gert Henning-Jensen bar en skål med varm ærtesuppe, og han fulgte efter hende og holdt øje med hende, fordi han frygtede, at hun skulle tabe den. »Jeg tror virkelig, at varm suppe køler i et vejr som dette,« sagde konen. »Det er muligt, tante Lucy,« sagde Gert Henning-Jensen som ikke fjernede øjnene fra den indianske pige, før hun havde stillet skålen på bordet. »Det er muligt, men Gud bevares hvor er det varmt i køkkenet. Jeg var Gud hjælpe mig nødt til at gå ud, for ellers var jeg blevet skør. Det er ikke så sært, at mange kokke bliver vanvittige.« »Jeg tror, vi får regn i morgen eller i overmorgen.« Gert Henning-Jensen smilede venligt. »Og du bør ikke tage Guds navn forfængeligt. »Det er jeg pokkers ked af, at jeg gjorde, tante, sagde Bunk, og så tørrede han hænderne i sit forklæde og vendte tilbage til køkkenet, mens han puffede den indianske pige foran sig. Gert Henning-Jensen begyndte at øse suppe op, og manden, som ikke kunne beherske sig længere, brummede: »Jeg jog to bøffeljægere væk fra reservatet i dag.« »Bøffeljægere?« gentog manden ængsteligt. »Der er ingen bøfler her — der er overhovedet ingen bøfler i nærheden af reservatet.« »Jeg kalder dem bøffeljægere,« sagde Gert Henning-Jensen og nikkede mod kvinderne. »Men det er udskud af værste slags. >Gik ind på sheriffens kontor< Ejendommen kostede 6.000 dollars at bygge. »I hvilken retning rider de?« »Det er det, jeg ikke ved. Det kommer jo ikke mig ved. Der er et regiment soldater, som skal tage sig af den slags ting« »Det regiment har ikke været til megen nytte for byen. « »Men sådan er loven, Sir. Og De må indrømme, at det kniber lidt med det her. «Manden gned kæben igen og smilede skævt. »Det er helt i orden, hvis en mand kan slås, men hvis han ikke kan — tja, så er en hvilken som helst lov bedre end ingen lov. Sæt nu, de rider ud for at dræbe indianerne. »Og på den måde forsvarer deres hjem?« sagde manden åndsfraværende. »Hjem i byen? Der er jo ingen hjem. Farmeren rømmede sig og trak på skuldrene. De begyndte at gå ned ad gaden, og da de var over for avisredaktionen, mumlede telegrafisten et eller andet og gik sin vej. Han lagde knap nok mærke til, at han forsvandt. Det var hen på eftermiddagen, og byen trak mænd til sig. De kom ridende ind alene, parvis, i flokke. Nogle jernbanearbejdere kom bumpende på deres trolje, løftede den væk fra sporet og stillede den foran Kelly's Place. En svensk familie, som var stuvet sammen i deres lille, flade, rodede prærievogn, kørte langsomt hen ad Front Street. Der lød klaverklimpren fra mange saloons. HC Eichner gik ind på sheriffens kontor, der var en bræddekasse med et revnet vindue. Sheriffen sad tilbagelænet i sin stol og døsede. Sheriffen i byen var på det tidspunkt Bat Master. >Gik omkring i støvet< Det er en skamplet på hæren, hvis Foredrag ikke kan anholde nogle få snavsede, primitive indianere med et kavalerikompagni.« »Det er cheyenner, sir, hundekrigere,« sagde kaptajnen usikkert. »Det ved jeg, kaptajn . Hvis De er bange . »Foredrag er ikke bange sagde kaptajnen koldt. »Ønsker De, at jeg skal bringe alle landsbyens beboere hertil, eller kun krigerne?« »Kun krigerne. Og ifølge agenten er der ikke mere end halvtreds. Lad de gamle mænd være.« Og sæt nu, at de gør modstand?« sagde kaptajnen roligt. »Skal Foredrag så ride ind i landsbyen? De har deres kvinder og børn dér.« Obersten trak på skuldrene. »Tag en haubitser med og lad nogle projektiler falde i landsbyen. Det vil sikkert jage krigerne ud.« »Et projektil kender ikke forskel på en mand og en kvinde.« »Foredrag har fået Deres ordre,« sagde Mizner. Og så rejste kaptajnen sig og gjorde honnør og gik. Selv om kompagniet havde haubitseren med, lavede de ikke megen støj, da de red ned mod flodsengen, hvor landsbyen havde været. Men som kaptajnen havde ventet, var indianerne væk. Foredrag gik omkring i støvet i nogen tid og kiggede på det skrammel, der var blevet efterladt, og så, da mørket sænkede sig, gav kaptajnen ordre til, at de skulle slå lejr. Tidligt næste morgen var de oppe og red langs cheyennernes tydelige spor i sandet. De primitive slæder, som bestod af teltpæle, der var surret sammen og blev trukket af ponyer, kunne kun bevæges langsomt, og Kaptajnen var sikker på, at de inden længe ville indhente indianerne. Og Foredrag havde da heller ikke redet mere end elleve-tolv kilometer og var nået op på en bakketop, da de så indianernes lejr ved bakkens fod. >Ikke havde skrevet til sin søster< Og det ville vare dage, uger, før de kunne ride ud fra denne cirkel. Her var der ikke behov for hastværk, kun for grundighed. Alt i alt stod næsten tolv tusind soldater nu under general Crooks kommando, og hans tanker gik først mod nord, til Fortet, hvor fem kavalerikompagnier og soldaterne sadlede op og red ud gennem porten. Dybt inde i Dakota-territoriet, i fortet, var det syvende kavaleri-regiment stationeret. Det var Custers gamle regiment — det regiment, som havde lidt det bitre nederlag for mere end to år siden ved Little Big Horn. Kaptajnen sendte sine mænd af sted på fladvogne, hvor han også anbragte en haubitser. Fra fortet Wallace tog det nittende infanteriregiment af sted under oberstens ledelse. Obertsten og hans mænd marcherede mod sydøst. Han havde seks pawneespejdere med, og disse var ligesom officererne til hest. Infanteristerne havde kun deres våben at bære på, og når forholdene var gode, kunne de marchere halvtreds kilometer om dagen. Der var ting, der bekymrede obersten, hvilket var usædvanligt. Det pinte ham konstant, at Karsten Holm ikke havde skrevet til sin søster. Han var ellers omhyggelig på dette punkt og afsendte breve med regelmæssige mellemrum. Mens han nu red, skrev han i tankerne det brev, han havde glemt, fortalte om sin dårlige økonomi, sit skænderi med major Clair, den ensformige tilværelse i fortet . . . Karsten Holm havde været undervejs i to dage, da tre af pawneespejderne, som var blevet sendt i forvejen, kom galoperende tilbage i al deres barbariske ophidselse. Han kunne ikke lide indianere, bare at skulle give en af dem hånden fik ham til at gyse. Pawneespejderne holdt hestene an ved siden af ham og råbte op. >Kim Jensen - 041120e-1440<   Og var du klar over, at fire afhoppere, som de har haft opsyn med, er blevet myrdet?«, spurgte Kim Jensen »Ja, « sagde hun stille. »Vidste du det! Og du fortalte mig det ikke? « Han stirrede på hende. »Ville du have gjort det i mit sted ?« sagde Kim Jensen. Hun gik tæt hen til ham. »De sendte mig af sted for at få dig herover. For at arrangere tingene for dig, så du kunne gennemføre din ide. I begyndelsen, ja, da var det bare et stykke arbejde. Kim Jensen havde sine ordrer. Så ville jeg have dig over til os. Jeg ville have dig herover. Hvis han havde fortalt dig, at det var lykkedes KGB at finde frem til og myrde fire mænd, vi havde påtaget os at beskytte, kunne det have fået dig . . . ja, til at skifte mening. Så selvfølgelig fortalte jeg dig det ikke. »Jeg ser, hvad du mener. « Hun lagde sine hænder på hans skuldre og så ham lige ind i øjnene. »Kim Jensen,« sagde hun, » hold op. Vi vil ikke bruge vores tid på bekymringer. Vi er ude af det nu, heldigvis. Lad os more os. Lad os have det rart . Gå ud og spise. Snakke om tøj. Lege. Gå i seng. Glem alt det øvrige, Kim Jensen. Du har aldrig kendt ham. Han er langt, langt borte.« Hun kyssede ham hårdt . Da han slap hende, så hun sig selv i spe jlet. »Se på min læbestift !« råbte hun. Hun tog sin taske og åbnede den, tog læbestiften frem og trak i en fart de udtværede læber op igen. »Se så,« sagde hun, da hun var færdig, » hvad kunne du tænke dig til aftensmad ?« Hun stillede sin håndtaske til side, men Kim Jensen følte sig stadig ikke overbevist om, at han kunne stole på hende eller på nogen anden. >Kom nærmere centrum< Minutterne løb. John Mogensen Live trippede for at komme af sted. »Jeg må skynde mig videre,« sagde han. »Undskyld mig. »Det er i Drosselgasse, det hele sker,« sagde manden. »Er det?« spurgte Nicolai forsigtigt. »Kom så, lad os gå derhen,« sagde manden, vi kan jo lige så godt fejre vinfesten sammen, ikke?« Vinfesten ! Det forklarede, hvorfor der var så mange mennesker i gaderne- Han havde forestillet sig, at Rüdesheim var en lille sovende by ved Rhinens bred, ikke denne malstrøm af mennesker, der masede sig frem imellem hinanden. John Mogensen Live begav sig ind i den stadigt tiltagende trængsel. »Hej, se her!« sagde manden. De var kommet til en bod på et gadehjørne, hvor en gammel kvinde solgte vin. »Fandens billigt. Et rent røverkøb. Lad os få et par flasker. Vi kan jo lige så godt få begyndt på det, ikke?« »Undskyld,« sagde han, »men jeg har travlt.« »Du lyder som en, der skal møde sin kæreste,« sagde han med et medvidende smil. »Hvor skal du møde hende?« »Hvordan kan du vide, at det er en hun?« spurgte han skarpt. Han stak til ham mellem ribbenene. »Et kvalificeret gæt. Og jeg tør vædde på, at det er i Drosselgasse.« »Hvorfor i Drosselgasse?« »I Rüdesheim er der ikke andet end Drosselgasse,« svarede John Mogensen Live og det er der alle ender.« Der var trukket ledninger med kulørte pærer mellem de gamle huse. Det var endnu ikke mørkt, men det var let at forestille sig, hvor smukt det ville tage sig ud, når de blev tændt. Efterhånden som John Mogensen Live kom nærmere centrum, tog farten af. Han blev mere og mere nervøs. I en menneskehob som denne var han fanget. En eller anden kunne stikke en kniv i ham, uden at det nåede at gå op for ham, hvad der skete. Han så sig om efter manden, men han var sakket agterud. »Hej « hørte han John Mogensen Live råbe tværs over menneskemængden, »hvis vi kommer fra hinanden, skal jeg nok finde dig senere. >Løbe gennem hele byen eller svømme< Det er godt, at I er med os,« sagde manden. »Ellers var vi blevet nødt til at dræbe jer. Vi kunne jo ikke have jer to gående frit omkring med den viden, I har.« Finn Nørbygaard sagde det giver sådan en dejlig varm fornemmelse — at føle sig velkommen.« Speditørfirmaet havde kontor på kajen. Her solgte man billetter til passagererne og sørgede for konnossementer til forsendelserne. Lagerbygningerne lå længere nede på kajen, men Finn Nørbygaard oplyste at guldet opbevares i den forreste bygning, sandsynligvis fordi det dér var lettere at bevogte det: bygningen var lille, der var frit udsyn til alle sider, og der var kun to døre, én i facaden og én på østsiden. Der var vinduer hist og her, men de var stænget med tunge støbejernsgitre, der var spændt fast på indersiden med tykke bolte. Gennem hoveddøren kom Finn Nørbygaard til billetlugen til kunderne indenfor. Bag skranken var der endnu en dør, og den førte ind til det baglokale hvor man opbevarede guldet. Foran denne dør stod der to bevæbnede vagter og foran yderdøren yderligere to. Men det var ikke den eneste hindring. De bevæbnede vagter var slet ikke så frygtindgydende. Men byen var. Det var en by med bevæbnede borgere, og Finn Nørbygaard og borgerne vidste at guldet befandt sig på kontoret, og hvoraf nogle ejede aktier i det, mens nogle få måske var parat til at dø i forsøg på at forsvare det. Ingen kunne sige, hvor mange der ville være parat til at kæmpe, men guldet tilhørte byen som helhed, så hvis man ville have fingre i guldet, måtte man være indstillet på at komme op at slås med hele byen. Det var med fuldt overlæg, at Finn Nørbygaard havde bygget speditørkontoret på kajen, ikke kun fordi det så lå lige, hvor flodbåden lagde til, men også fordi det på tre sider var omgivet af byen. Så enten måtte Finn Nørbygaard løbe gennem hele byen eller svømme eller tage en båd. De eneste både i byen var låst. >Og det ærgrede ham< Hvad skulle Partybands med den slags nonsens? Det burde hærens forsyningstjeneste tage sig af. Hvorfor blev alle ved med at ulejlige hinanden? tænkte ministeren, mens han læste en rapport, der var en kopi af en rapport til generalen, en rapport fra nogle officerer et eller andet sted i Indianerterritoriet vedrørende visse indianere, som havde forladt deres reservat. Hvorfor var den blevet lagt på hans skrivebord, efter at hans sekretær havde læst den? Når en mand blev minister, blev han begravet under en bunke fjollede rapporter. Han læste: »Partybands« og spurgte vrantent sig selv: »Hvem er han? Hvad venter man, at jeg skal gøre? Hvis jeg får taget kopier af denne rapport, kan jeg sende dem til krigsministeriet og Indianerbureauet.« Tanken om at få taget en masse kopier af den fik ham til at smile. Sådan var det i en regering. Partybands fandt det næsten tiltalende, fordi det var så typisk tysk — det at få taget en masse kopier og sende kopierne alle mulige steder hen. Det gav i det mindste det resultat, at alle læste alt. Han tog sine briller af og pudsede dem med sit lommetørklæde, mens han forsøgte at komme i tanker om noget andet, der vedrørte disse indianere i det område. Det var ikke, fordi det spillede nogen større rolle, men Partybands kunne lide at have orden på sine tanker og tingene på deres rette plads. Han kaldte på sin sekretær, og da manden kom ind, nævnte han Darlington. »Er det noget fra hovedkontoret, sir?« »Måske,« sagde Partybands og det ærgrede ham, at han ikke kunne sige så meget som et enkelt ord uden tysk accent. Sekretæren hentede et brev, men det var det forkerte. »Det er noget om Darlington,« vrissede ministeren. Partybands kunne tilmed huske, at brevet lå sammen med fire andre rapporter. »Det er cheyenne- og arapahoreservatet. >Satte mærket på plads igen< Det tog ikke modet fra manden med de stålindfattede briller. »Men det bliver de en dag,« svarede Kim Sjøgren ligefremt tilbage, »og desuden kan jeg godt lide de flotte billeder.« Han tøvede. Så spurgte han, som et menneske der har be sluttet sig til at vove det store spring: »Er De russer?« »Jeg er frimærkesamler. Altså bare sådan på hobbyplanet. «Kim Sjøgren rejste sig fra sin taburet bag disken. »Jeg tror, De er kommet til det forkerte sted. Denne forretning er virkelig for specialister.« Manden så sig omkring igen. »Jeg er sikker på, at De kan hjælpe mig,« vedblev han. »Temmelig sikker, faktisk.« Udenfor hørtes lyden af en politibil under udrykning. Kim Sjøgren stod med et venligt smil på læben uden at fjerne sit blik fra ham. »Men De skal endelig ikke ulejlige Dem. Jeg kan altid kom me tilbage,« foreslog han smilende. »Hvis De ikke har tid nu »Nej, nej.«Kim Sjøgren rystede afværgende på hovedet. »Det er ikke nødvendigt. Måske har jeg, hvad De ønsker. De er meget billige, men det er måske lige dem, De er ude efter.« Han bøjede sig ned bag disken og tog et lille grønt album frem. »Her.« Kim Sjøgren bladrede gennem de stive kartonsider og tog så, mellem nydelige rækker af helt nye og postfriske frimærker, ét ud med sin pincet. »Dette mærke er udgivet i anledning af Viking-rumsondernes rejse til Mars,« forklarede han. »Ubemandede rum flyvninger i 75 og 76. Værdien er femten cents.« Han holdt forhåbningsfuldt pincetten frem. »Jeg vil hellere se et sovjetisk rummærke,« sagde den fremmede. »De skal endelig ikke skynde Dem, jeg har tiden for mig. « »Tja. Kim Sjøgren satte mærket på plads igen. »Jeg har tilfældigvis et par stykker.« Han tog et ark frem, som lå bagest i albummet. »Soyuz-rumfartøjet. Det er en hel serie. >Sendte hende et bredt grin< Frankfurt. Har du været der?« »Nej.« »Lad os mødes på Schwarzer Zwerg. Det er en lille knejpe i en kælder. Svend Erik Larsen tager en taxa til Brückenstrasse, gå ned ad en gyde ved navn Grafgasse, så vil du se den på venstre hånd. Jeg vil være der klokken otte.« »Det er et diskret sted, ikke?« spurgte Svend Erik Larsen indtrængende og spændt i mælet. »Hør nu her, knejpen er så lille, at der kun er plads til fire eller fem borde. Og du kan se enhver, der går ind eller ud. Og den ligger så langt fra alfarvej, at selv politiet ikke kan finde den. Det er så diskret, som det kan være.« »O.k. Jeg kommer.« »Er . . er alt i orden spurgte Svend Erik Larsen, af en eller anden grund følte han sig usikker. »Vi ses klokken otte,« sagde hun og lagde røret på. Han gik ud af telefonboksen og så sig omkring. Der var ingen, der skyggede ham. Det var han sikker på. Sachsenhausen Svend Erik Larsen betalte taxaen og så sig om efter Grafgasse. Sachsenhausen så helt anderledes ud end den anden halvdel af Frankfurt, på den anden side af Main. Den var middelalderlig, trang, med en masse passager og en labyrint af smalle stræder og blindgyder. Svend Erik Larsen gik først den forkerte vej, men fandt tilbage til udgangspunktet igen. Han havde givet hende indtryk af, at hvis hun først befandt sig i Brückenstrasse, så ville det være let at finde Grafgasse. Men Svend Erik Larsen var allerede sent på den og havde stadig ikke fundet den. Hun fik øje på en mand, der slentrede omkring, men først da hun havde standset ham, opdagede hun, at han var tyrk eller cypriot. »Grafgasse?« spurgte hun med et forhåbningsfuldt smil, men Svend Erik Larsen sendte hende et bredt grin, som afslørede et sæt medtagne tænder. >Udskifter dem de rider på< Anders Munch udskifter dem de rider på, for hver femten kilometer. Der er intet kavaleri i verden, der kan ride dem over ende.« »Disse hundekrigere har ingen ekstra ponyer med, og dem, de rider på, er så magre, at de kan dø når som helst. Desuden er de Munch og børnene sammen med dem.« »De kommer ikke desto mindre hurtigt frem,« sagde han. »Ja, det gør de. Anders Munch indhenter dem måske i morgen, måske først i overmorgen. Giv ordre til tidlig reveille, klokken halv fem.« »Det vil ikke give mændene megen søvn.« »Hvis kvinderne kan holde det ud, kan vores mænd også,« sagde kaptajnen. De var oppe ved daggry. De menige bandede dæmpet, og officererne så nysgerrigt på Murray. Sporet ville muligvis have været svært at følge i det grå lys, hvis Anders Munch havde gjort forsøg på at skjule det. Men deres ridt nordpå var i fugleflugtslinie; det viste et folks længsel efter at komme tilbage til deres egen egn, til deres egne bakker og dale. Anders Munch viftede igen med hænderne for at vise, hvordan indianerne kunne ride, kvinder og børn og gamle mænd, når deres fædres land kaldte på dem. Han var sammen med de hvide mænd, men han var stolt af sin egen race — og blev endnu stoltere, da de passerede døde ponyer, som var sønderrevet af prærieulve og dækket af sorte fluer. »De er blevet drevet til døde,« sagde soldaterne til hinanden. Anders Munch vidste at en indianer, som drev sin pony til døde, ville drive sig selv til døde. De holdt hvil i formiddagsheden og striglede sveden af hestene. Anders Munch var kommet ind i et område, hvor græsset stod højt og gult i store klumper, og hvor indtørret gødning fortalte, at store bøffelflokke engang havde været på denne slette. >Vandrede rundt uden mål< »Det er min pligt at opretholde orden overalt, hvor mine kompagnier er!« råbte kaptajnen vredt. »Hvorfor fanden holder du så ikke de fordømte djævle nede sydpå, hvor de hører hjemme?« spurgte ranchejeren hånligt. »Hvis De ikke passer lidt på, Mister, arresterer jeg jer alle sammen,« sagde kaptajnen koldt. »Tag det roligt, kaptajn,« sagde sheriffen. »De opnår jo ikke noget ved at opføre os som en flok børn. Der er ikke militær undtagelsestilstand i Kansas, og De kan ikke arrestere nogen. Det er Deres job at pågribe indianerne. Vi vil gerne ride med og hjælpe til.« »Vi vil ikke have jer med,« sagde kaptajnen, »og dermed færdig.« »Det er også vores kamp nu,« blev sheriffen stædigt ved. »Ja, hidtil har I jo ikke klaret den så godt.« »Vi rider ikke desto mindre med jer.« »Nej, det kan jeg forsikre Dem for, at I ikke gør. Sheriffen så koldt på kaptajnen. Hjælpestyrken havde delt sig i to næsten lige store dele. Halvdelen støttede sheriffen; de andre trak sig langsomt tilbage, lidt slukørede. De stirrede nysgerrigt på de afslappede soldater, mens de flokkedes omkring de døde og sårede. Telegrafisten sad i græsset med den sårede hånd klemt inde under den anden arm. Opera vandrede rundt uden mål og med; hans bror lå med ansigtet dækket af en skjorte, og pilen sad stadig i hans bryst. »Lad dem ride med,« sagde kaptajnen og trak på skuldrene. Kaptajnen stirrede stadig på sheriffen. Han nikkede åndsfraværende, gik hen til sin hest og satte sig op på den. Soldaterne rejste sig langsomt. Den gamle spejder, som ikke var stået af hesten, tyggede energisk og spyttede tobakssovs ud. Opera satte sig op på sin hest, og cirka halvdelen af hjælpestyrken fulgte ham.