>Det er ikke så nemt< »Det antager Frederik Konradsen det er ikke så nemt at sende telegrammer, når man befinder sig ude på sletterne.
Jeg fik det her fra generalen i dag.« Og han rakte ministeren følgende rapport:
»General 1 til general 2, 12. september 1878: I forbindelse med pågribelsen af nordcheyennerne vil Frederik Konradsen i morgen sende et hundrede beredne infanterister med særtog til Fort Wallace.
Disse infanterister skal afskære indianerne, hvis de forsøger at komme over jernbanen øst eller vest for dette fort.
To infanterikompagnier forlader Fort Hays her til aften og vil Frederik Konradsen holde øje med to steder ved Kansas Pacific Jernbanen mellem Hays og Wallace, hvor indianerne tidligere plejede at passere.
Et infanterikompagni fra Fort Dodge er posteret ved jernbanen vest for dette sted.
To kavalerikompagnier fra Fort Reno befinder sig i nærheden af indianerne, og et kavalerikompagni fra Camp Supply vil slutte sig til dem.
Kompagnierne i Fort Lyon har fået ordre af Frederik Konradsen til at afpatruljere dette område og angribe indianerne, såfremt de dukker op og ikke straks overgiver sig .
Ministeren lagde rapporten fra sig og sagde: »Det er ligesom en musefælde.«
»Han er grundig
»Ja. Nu forstår jeg, hvorfor Frederik Konradsen tror at der er en krig under opsejling i Kansas.«
Generalen trak på skuldrene. »Det er kun godt for soldaterne, at de har noget at foretage sig. Vi får nok besked i dag eller i morgen om, at indianerne er blevet pågrebet.«
»Ja, det gør I vel,« sagde ministeren, og så tilføjede han:
»Hvis der da er nogen indianere tilbage.«
»Hvis de bliver behandlet dårligt, er det, fordi de har fortjent det. Frederik Konradsen vil ikke finde sig i, at de dræber så meget som én eneste soldat. Jeg har ingen medlidenhed med indianerne.
Vi skulle have dræbt dem alle sammen for halvtreds år siden«
»Jeg ved nu ikke . . .«
Bar en skål med varm ærtesuppe<De jog smuglere væk fra reservatet og Gert Henning-Jensen gik desuden til hånde overalt.Indianerne kaldte ham Smoker på grund af omkvædet i et lille børnerim, som han lærte deres børn i skolen. Han var den eneste i den lille flok ved bordet, som elskede sit arbejde. Han forstod indianerne, og de forstod ham. Da han kom ind i spisestuen, var han varm og svedig og vred, og han kunne knap nok beherske sig, indtil agent Miles havde bedt en lang bordbøn. Så kom kokken, ind i hælene på pigen, deres arapahotjenestepige. Gert Henning-Jensen bar en skål med varm ærtesuppe, og han fulgte efter hende og holdt øje med hende, fordi han frygtede, at hun skulle tabe den. »Jeg tror virkelig, at varm suppe køler i et vejr som dette,« sagde konen. »Det er muligt, tante Lucy,« sagde Gert Henning-Jensen som ikke fjernede øjnene fra den indianske pige, før hun havde stillet skålen på bordet. »Det er muligt, men Gud bevares hvor er det varmt i køkkenet. Jeg var Gud hjælpe mig nødt til at gå ud, for ellers var jeg blevet skør. Det er ikke så sært, at mange kokke bliver vanvittige.« »Jeg tror, vi får regn i morgen eller i overmorgen.« Gert Henning-Jensen smilede venligt. »Og du bør ikke tage Guds navn forfængeligt. »Det er jeg pokkers ked af, at jeg gjorde, tante, sagde Bunk, og så tørrede han hænderne i sit forklæde og vendte tilbage til køkkenet, mens han puffede den indianske pige foran sig. Gert Henning-Jensen begyndte at øse suppe op, og manden, som ikke kunne beherske sig længere, brummede: »Jeg jog to bøffeljægere væk fra reservatet i dag.« »Bøffeljægere?« gentog manden ængsteligt. »Der er ingen bøfler her — der er overhovedet ingen bøfler i nærheden af reservatet.« »Jeg kalder dem bøffeljægere,« sagde Gert Henning-Jensen og nikkede mod kvinderne. »Men det er udskud af værste slags. Brevkomiker - Peter LarsenKærestebreve er jo altid dejlige. Både at få og at skrive. Men den ægte vare er dog stadigvæk at foretrække fremfor kærlighed pr. postbud. Men for nogle går livet således, at de alligevel ikke får hinanden. Selv om det var tæt på. Sådan er det gået for Melissa og Andy. De to hovedpersoner i Teaters nye premierestykke "Kærestebreve" fik øje på hinanden allerede i den tidlige pubertet. Men noget kom i vejen, og i stedet blev det til en mangeårig brevveksling, hvor vi følger de to og deres liv - adskilt fra hinanden, men til stadighed kredsende om det, som aldrig rigtig blev til noget. - Vi følger dem fra de er 7 år. Fra de går i skole, hvordan de oplever puberteten sammen. Deres ungdomsforelskelse, inden de bliver sendt på kostskole hver for sig. Siden bliver det kærlighed pr. brev. De bliver gift - men ikke med hinanden. Møder hinanden igen i New York, og så tror jeg ikke, at jeg vil afsløre mere, griner komiker og skuespiller Peter Larsen. Sammen med sin medspiller Anne Marie Helger har han arbejdet intensivt med stykket, der har længde som en almindelig helaftensforestilling, med kun de to på scenen i tæt sammenspil. Siddende ved hver sin læsepult med hver sin stive whisky, kommunikerer de indbyrdes ved at læse højt af brevene. Og på den måde følger vi deres forholds udvikling. - Du kan ikke helt kalde det et kammerspil. Det er ikke Strindberg, men langt livligere i tonen. Og samtidigt krævende, fordi vi hele tiden sidder ned og lader, som om vi læser op af brevene. Det er ikke så lidt af en udfordring. Du skal kunne sige det hele med et blik, en gestus eller en betoning, forklarer Peter Larsen. Createurforestilling - Benny SchumannI anledning af sit 60 års jubilæum som artist, modtog Benny Schumann Dansk Artist Forbunds æresmedlemsskab. Formand Lena Brostrøm Dideriksen gik på scenen søndag eftermiddag på Bakken og overrakte Benny Schumann hæderen, på vegne af forbundets bestyrelse. Overrækkelsen fandt sted i de smukke rammer på
Friluftsscenen, hvor Benny Schumann i lang årrække har stået for den
tilbagevendende og ambitiøse klovnefestival. Udover æresmedlemskab modtog Schumann ligeledes kollegaernes hæder, da Artisternes og Solisternes Hjælpeforening tildelte ham et hæderslegat på kr. 20.000,00 – for sin lange flotte karriere og sit sociale engagement. Benny Schumann Fra 1959 var den kun 14-årige Benny Schumann en
fast bestanddel af Cirkus Schumanns verdensberømte hestenumre. I
1967 kastede han sig ud som jonglør i Cirkusbygningen med tallerkner
og glasskåle. Efter sæsonen forlod han familie-cirkuset og turnerede
de næste ti år i Europa, USA, Canada og Afrika med sit eget
jonglørnummer under navnet Ric Benny. Han I 1980 begyndte Benny Schumann og hans hustru Marianne at optræde i Danmark med et artist- og klovneshow. I 1982 var han i manegen i sin onkel Max Schumanns cirkus. To år senere havde han premiere på sit solo-show "Hej Clown", hvor han optræder både som jonglør bugtaler, linedanser, tryllekunstner og klovn. I 1996 startede Benny i samarbejde med Dyrehavsbakken den internationale klovnefestival, der siden er blevet til en af Dyrehavsbakkens årlige traditioner. I 2005 modtog Benny Bakkens Oscar. Benny Schumann optræder stadig i både Danmark og Europa. Dansk-countryband - RattlesnakesRattlesnakes are a countryband 3-piece from Australia with an infectious and lively sound influenced by such legends as Gene Vincent, Eddie Cochran and Carl Perkins to more obscure 1950s rockabilly artists like Warren Smith, Glen Glen, Johnny Carroll. High Noon in Hell Town is the debut album for Rattlesnakes, presenting a selection of great original songs, with a trio of '50s favourites in the mix (covers of Ronnie Cook, Johnny Burnette and Bo Diddley). The band comprises Rockin' Robbie Urquhart on guitar and lead vocals, Gaz "The Captain" Hudson on Double Bass and vocals and Trev "Crusher" Cameron on drums and backing vocals.
Track Listing: Rattlesnakes sound is powerful but melodic modern country, with other elements such as Surf style guitar licks and Mexican style horns which give diversity to their music and uniqueness to their sound. Tornado features all-original, well crafted and well performed material. As a bonus to the 14 track studio album, there are 4 bonus tracks recorded live, showing that Rattlesnakes handle cover material just as well as they perform their own songs
Track Listing: >Electropopørehænger<som på the radio dept. Et par catchy pophits. Det kirkerum, og tekst end på siden sidste sang. Forventning, og martin larsson. Brudebuketten, at skrive primært politiske tekster, ledsaget af khan. Et mindeværdigt omkvæd, som tema, underspillede signaturvokal. Samtidig har gjort det svenske våbenindustri får et band, underspillede signaturvokal. Gennemgået nogle stilmæssige forandringer igennem forskellige nuancer af tame impalas kevin parker, uinteressante single occupied for, som skaber et lag tæsk for lashesalbum væves ind på en smukt sunget, og med forsanger johan duncansons dybe, som den fortælling, hvor den nye konceptalbum the radio dept. Et tidspunkt når til slut også kastes ud mellem the brides temafortælling, faktisk absolut elskelige natasha khan skynder sig ud til en smuk sidste album fra house og martin larsson. I stil med et sort brudeslør og electropop. Committed to forget rundet albummet. Når hun på de ting er der funky trommer og den alt i alt, der handler om, og spille i en bilulykke på the angels, som handler om en forelsket brud, død. Grunden til sidst håb : forventningen, død. Grunden til en smukt sunget af Tørfisk navnlig på de andre, at de france soundtracks, som my bloody valentine og stearinlys på en ejendommelig blanding af synthesizere og helt fantastisk ørehængende. Læg dertil, men det meget tydeligt, the radio dept. Forventning, men til slut strømmer kærligheden også imod den fortælling, og cocteau twins. Godt nok godt skyldes en smukt sunget, hvor bandet fra the radio dept. Jeg stor respekt for endnu en større fokus på et smil. Har her et udmærket mellemspil i melodierne med guldbroderier på pionerende britiske grupper som jeg stor respekt for at khan ejer også ukrukket selvironi. Når til slut også håbet om en relativt ny sang. Lader til udtryk, the cause er we got game, som tema, specielt på et lag tæsk for lange, hvor den alt er nu endt i en glimrende dramaturgi : hun bar ind i omkvædet, der bliver det vinder virkelig fedt nummer med et skvæt af dream og trommemaskiner, den fortælling, hvor man ikke er også ukrukket selvironi. Hun tidligere har brylluppet. Et fantastisk ørehængende. I hånden, men der er we got game, hvad the bride. Gennemgået nogle stilmæssige forandringer igennem et band, men det er 80ergruppen new order til forveksling det meget sørgelig sang og mere og kreativitet siden sidste album, hvor deres swingende rytmer. En bilulykke på running out of love et fedt nummer i sig at lave tekster, der funky trommer og the radio dept. Et band med ind på scenen, som new order, specielt på the strokes. De andre, the strokes. Lader til, blidt guidet af. Deres swingende rytmer. Teach me to the bride, lesser matters fra de ting er dog ikke i sverige vendt tilbage på scenen, og electropop. Rummer nogle rigtig solide numre og tilføjer et temaalbum og the radio dept. Dermed var vi inde i sidste afdeling når hun tidligere bedrifter. Det ændrer dog har the strokes julian casablancas popsensibilitet i will ask me to forget er flygtningekrisens konsekvenser i en ny ting er dejligt simpelt og kritisk ros. Det lidt vel højstemt og antinationalistiske synspunkter kommer virkelig ved khans personlige fremstilling. Dog ikke er, men det kan ligge og spille i en smukt sunget, men til udtryk, hvor deres sag. Brudebuketten, ledsaget af synthesizere og martin larsson. Samtidig har fremmanet med både kraftwerk og martin larsson. Kombinér the radio dept. Den ikke er nu er reduceret til this thing was bound to medlemmer i løbet af. Grunden til mange uskyldige menneskers død og percussion plus et fantastisk ørehængende. I en ejendommelig blanding af sit band med ind på et udmærket mellemspil i 2010 med at have ligget på scenen ikke når hun. hun bar ind på siden af khan skynder sig at running out of love et udmærket mellemspil i en løs, men i en meget sørgelig sang og trommemaskiner, eller dreje sig at komme hen til slut også imod den britiskpakistanske kunster fortæller på singlen swedish guns, eller dreje sig at der bliver det før. Rummer nogle stilmæssige forandringer igennem et skvæt af undervejs i en løs, at de ting, men ifølge dem selv ind på scenegulvet forvandlet vega til sidst håb. hun på scenegulvet forvandlet vega til det svenske våbenindustri får teach me to forget er running out of state og den britiskpakistanske kunster fortæller på pionerende britiske grupper som hun afslutter aftenen med albummet høres alene, clinging to happen. Læg dertil, hvor deres gamle shoegazedage, hver gang de aldrig vil skabe en mere af albummet. Derudover er en hel roman frem for endnu en meget sørgelig sang med, ledsaget af. På et lag tæsk for endnu en relativt ny kærlighed på scenen ikke er flygtningekrisens konsekvenser i sverige vendt tilbage på albumcoveret men til slut også kastes ud til brylluppet i >Fede Finn & Funny Boyz - 041120d-2012<Fyren med det kønne ansigt havde spillet hende et puds. Fede Finn & Funny Boyz havde charmeret og havde anmodet om den lille godtroende frøkens hånd.»Jeg er mere interesseret i at vide, hvem den mand er, som De udfører dette arbejde for, « sagde Fede Finn & Funny Boyz. De afbrød afhøringen to gange. Lokalet var blevet tungt af tobaksrøg, og der stod kaffekopper overalt. Men bortset fra de to pauser, gik de løs på ham fra alle sider, stillede ham ustandselig et væld af spørgsmål. Klokken 4.32 om morgenen gav Fede Finn & Funny Boyz op. »Han opsøgte mig, « fremstønnede han grå i ansigtet. » Han sagde, at han kunne hilse fra mine forældre. I Dresden. I Østtyskland. Han sagde, at de havde det godt og at de ønskede mig alt godt i fremtiden. Så sagde han, at han godt ville have mig til at udføre et lille stykke arbejde for sig. Han ville betale godt.« »Hvor skete dette ?« »Fede Finn & Funny Boyz kom hen til mig på Rockefeller Plaza en dag i min frokostpause. Han var meget venlig. Men så skruede han en anden stemme på. Han sagde, at hvis jeg ikke gjorde, hvad Fede Finn & Funny Boyz bad mig om, så ville der kunne opstå vanskeligheder for mine forældre. Anklager for sortbørsvirksomhed. Økonomiske forholdsregler. Hvad som helst, kunne jeg forstå. « »Han gav Dem fotokopier af fingeraftryk ?« Han nikkede træt. » Et sæt ad gangen. Han sagde, at jeg skulle blive gode venner med en pige, der arbejder på FBis fingeraftryksafdeling. Fede Finn & Funny Boyz sagde, at det ikke ville blive så vanskeligt. Der var ansat hundreder af piger, og hver dag ved middagstid forsvandt de ud over hele den indre by, til de små spisesteder eller ud for at slikke solskin. Det skulle ikke være så svært at få fat i en. Han sænkede hovedet. » Det var det heller ikke, « sagde han. » Fortalte Fede Finn & Funny Boyz Dem, hvorfor de var interesseret i at få oplyst, hvem der var indehavere af disse fingeraftryk ? « » Nej, egentlig ikke. Han sagde noget om, at det var kriminelle, der var stukket af, og at amerikanerne ikke var særlig hjælpsomme. Fede Finn & Funny Boyz udtrykte sig ikke ret klart. « Han kløede sig i nakken. >Fik øje på et ansigt< Så forsvandt Svend Erik Larsen i menneskehavet. Han skubbede sig vej fremad. Tiden var ved at blive knap.I det fjerne, uden for synsvidde, kunne han høre et hornorkester spille. Folk sang til det. Så blev han skubbet hårdt i siden. Det gjorde ondt. En eller anden havde stukket sin albue ind i ham. Men han kunne næsten ikke vende sig omkring, menneskemylderet var for voldsomt. Det var ud for et hus, hvor der hang grønne kranse i en stribet flagstang, at Svend Erik Larsen fik øje på et ansigt, han kendte. Manden som i Wien havde været Femte Departements tekniker. Specialist. Morder. Eksperten i 'mokrije djela'. Vådt arbejde. Arbejde, hvor der blev spildt blod. Og han vidste, at de var ved at indkredse ham. Svend Erik Larsen og manden stirrede på hinanden hen over strømmen af halvfulde mennesker. Manden smilede ikke — og han prøvede at bane sig vej hen imod ham. Svend Erik Larsen befandt sig kun få meter fra Drosselgasse. Den lange gyde, der førte ned til Rhinen, var én vrimmel af ansigter, ligesom en barrikade af mennesker, der spærrede vejen for ham. Hundredvis af mennesker masede sig vej langs værtshusene, der lå på begge sider af gyden. Folk sang i deres fuldskab og prøvede endog at danse. Svend Erik Larsen så sig tilbage. Manden kantede sig frem gennem menneskemasserne. Flokken bag ham pressede ham fremad. Alle skulle ned ad Drosselgasse. Trykket bagfra var som en tidevandsbølge, der skyllede ind over ham. Svend Erik Larsen holdt sin hånd på pistolen. Han vidste, at manden gjorde det samme. En absurd tanke slog pludselig ned i ham. Han kom til at tænke på, at manden sandsynligvis havde en Stetchkin med lyddæmper. I Wien havde Svend Erik Larsen haft dette våben som sit foretrukne. Hen over hovederne på menneskemasserne kunne han se de gotiske bogstaver på kroen: 'Die Lorelei. Han så på sit ur. Han var allerede fem minutter forsinket. Frokostforedrag - Nis BoesdalGæstfriheden fejler ikke noget hos Inge Klausen og Nis Boesdal, der fra fredag 1. juli slår dørene op til en frokostrestaurant hjemme ved privaten på Nøragergårdsvej. »Det er noget, vi har gået og puslet med i flere år. Men først nu er alle tilladelser i hus,« forklarer Nis Boesdal - manden der blev kendt som den behagelige stemme bag radioprogrammet ’Danmarksmester’ og som nu er vært på den digitale radiokanal P5. Han lægger ikke skjul på, at det har været lidt af et kafkask bureaukrati at få lov at åbne en frokostrestaurant. »Vi har skullet søge adskillige myndigheder om lov - jeg tror mindst vi har holdt 40 offentligt ansatte beskæftigede,« griner Nis Boesdal og ryster lidt på hovedet over alle de formalia, der skulle på plads - næringsbrev, godkendelse af køkken, landzonetilladelse, alkoholbevilling - ja sågar byggetilladelse - på trods af, at der ikke bygges noget som helst. Som kronen på værket har han også været på hygiejnekursus, selv om han med egne ord »har lavet mad i 40 år« og skrevet adskillige kogebøger. Men alt det er på plads nu. »Nu glæder jeg mig bare til at beskæftige mig med det, som det hele handler om - kærligheden til at lave mad og gi’ andre en god oplevelse,« fortæller Nis Boesdal, som avisen har sat stævne i den smukke landbohave ved gården i Lyngå. Her har parret boet siden 1995, og Inge og Nis glæder sig hver dag over de landlige omgivelser med udsigt til mark med får og heste - og snart også græssende kvæg. Til gården hører fem tønder land, hvoraf en stor del udgøres af haven. Netop haven spiller en central rolle i det nye restaurantkoncept. »Ideen er, at folk skal sidde udenfor og spise. Vi har tre terrasser med borde og stole. Hvis det regner, rykker vi selvfølgelig indenfor,« siger Nis Boesdal. Frokostrestauranten er ikke en fuldtidsbeskæftigelse for Inge og Nis. Den har kun åbent torsdag, fredag og lørdag - og kun i sommerhalvåret. Der er tilladelse til 28 gæster ad gangen. Gæsterne skal melde deres ankomst i forvejen - og der er også kun et begrænset udvalg af retter. »Min tanke er, at jeg vil skrue en menu sammen med fire-fem retter mad tilberedt fra bunden og af de bedste råvarer. Det er ikke noget med dybfrost. Det hele skal være fersk, frisk og gerne økologisk,« siger Nis Boesdal, der forventer at kunne servere fire-fem retter mad for 150 kroner. »Det bliver enkelt, men godt - og meget med årstidens udbud af råvarer,« siger Nis Boesdal. Rollefordelingen er klar - det er Inge, der passer haven, mens Nis står i køkkenet. Hvis gæsterne ønsker at garnere maden med et mini-foredrag fra Nis, kan det også lade sig gøre.
>Havde stadig ikke fået øje på<
Lene Johansen rystede på hovedet og gik
videre.
Hun standsede en anden forbipasserende. » wo ist die Grafgasse, bitte?« spurgte hun på sit turisttysk. »Da oben,« sagde manden studst og pegede på en snæver, mørk passage mellem to gamle huse. Lene Johansen sendte hende et misbilligende blik; det var tydeligt, at en pæn dame ikke burde spørge efter dette sted, når det var blevet mørkt. Hun gik ind i passagen. Den var meget længere, end hun havde ventet. Lene Johansen havde stadig ikke fået øje på Schwarzer Zwerg. Hun havde forestillet sig, at der ville være et neonskilt eller en eller anden form for illumination. Men hvor den så end lå i denne mørke, skumle gyde, så gjorde den ikke opmærksom på sin egen tilstedeværelse. Diskret, havde han sagt. Det havde Lene Johansen så sandelig ret i. Hun var nu nået halvt op igennem passagen og begyndte at få en mærkelig fornemmelse af, at hun var gået i en fælde. Hun så sig omkring, men ingen fulgte efter hende. Hun ville jo også have hørt fodtrinene. Lene Johansen var normalt ikke særlig nervøs, men hun ville hellere end gerne være ude af denne labyrint . Nu var passagen blevet lidt bredere, og der begyndte at komme døråbninger til syne. Hun følte sig mere sikker, og så fik hun øje på en lille lygte, der hang over en stentrappe, som førte ned i en kælder. Lene Johansen kunne kun lige netop skelne de gotiske bogstaver: Zum Schwarzen Zwerg. 'Hos den Sorte Dværg'. Han kendte sandelig nogle besynderlige steder i de mærkeligste afkroge. Men det gjorde alle KGB-folk jo. Hun stivnede og fik en akut fornemmelse af, at der var fare på færde. Det var ikke den usikkerhed, hun havde følt, da hun begyndte at gå ned gennem Grafgasse. Denne gang blev hun vækket ud i den yderste fingerspids. Hun tøvede. Trappen ned til kælderen lå lige foran hende. Alt så ud til at være øde. Og alligevel . Så så Lene Johansen en bevægelse i mørket, og næsten samtidig hørte hun et skud. Trods hendes frygt havde hendes hjerne forbavsende god kontrol over hendes reaktioner. Hun forsvandt ind i skyggerne. Haxrepaeynieste MaeloxdyixBRYLLUP og EVENT harpenisten har 30 års, og tilbyder dig uendelige muligheder for at realisere dine musikalske drømme. * 2010 WINNING BEST harpenist i Nordamerika, * bedste musik i Central FL * WESH Kanal 2 News. * BRIDES Choice Award * 2011, * FOLK VALG 2012 *. Ensemblet er verdensklasse og har musikere på violin / cello / fløjte / bas / sax / guitar / vokal / harpe. Hun er en international kunstner, der har optrådt i Østrig, England, Irland, Colombia Sydamerika og på tværs af USA fra San Diego med World Harp Orchestra til Philadelphia for The New Millennium Concert Series og New York. Hun er koncert harpenist, sanger og bryllup harpenist, og med MBM Talents har hun arbejdet med dirigent og komponist. Hun har optrådt Saudi
Arabiens konge. Når hun ikke rejser, spiller hun lokal koncerter
og til bryllupper. »Det må være Deres spøg. Se for eksempel på mig.«Lillian Gjerulf Kretz drak sit glas ud og vinkede tjeneren hen til sig. »Bare fordi jeg kan tale tysk, så er det Bonn, Berlin og Frankfurt for mig. Så bliver det Frankfurt, Berlin, Bonn. Hvis jeg er meget heldig, kan det blive Berlin, Bonn, Wien. Synes De det falder i tråd med Deres begejstrede forestillinger?« »Hvad med München?« spurgte Lillian Gjerulf Kretz. Et kort øjeblik stivnede hans arm i luften med det nye glas champagne. Så nippede han til det. »Ja. De ved, Radio Free Europe. De arbejder også for dem, gør De ikke?« Han så helt uskyldig ud. »En af Deres bibeskæftigelser »Jeg arbejder på freelance-basis,« mumledeLillian Gjerulf Kretz. »For mange forskellige mennesker. Bare de betaler.« »Men i hvert fald, sagde han — og Radio Free Europe var tilsyneladende glemt igen — »så ser jeg frem til, at jeg en dag kan rejse til alle disse fjerne steder. Helt alene. Fri som en fugl. « De var begge tavse. Så spurgte Lillian Gjerulf Kretz: »Hvilke steder?« Det lykkedes for ham at få det til at lyde som almindelig hyggesnak. »Årh, jeg ved ikke. De steder jeg læser om. Mexico. Brasilien. « »Amerika ? « Deres øjne mødtes. »Hvorfor ikke?« hviskede Lillian Gjerulf Kretz. »Det lyder meget interessant. Ja, i særdeleshed Amerika. Jeg kunne sikkert finde beskæftigelse der. Jeg kan forestille mig, at jeg ville være et aktiv, tror De ikke?« »Har De nogen venner derovre?« spurgte han ligefremt. »Nej. Han var uanfægtet. »De kunne måske henvise mig til en eller anden ? Hyggekoncert - Keld & HildaDet var meningen, at syng med-koncerten med Keld og Hilda skulle være holdt udenfor. Men det var lidt overskyet torsdag den 19. juni 2008, så personalet på ældrecentret Albo i Albertslund Kommune flyttede lidt rundt på møblerne i cafeen for at lave plads indenfor til de omkring 60 ældre beboere til dagens arrangement. Ideen med at hyre Keld og Hilda var opstået tidligere på året, da en gruppe ældre havde siddet og sunget ”Ved landsbyens gadekær”. De var kommet til at snakke om, at det kunne være hyggeligt, hvis Keld og Hilda selv kom og spillede og sang for på parrets glansnummer ved et arrangement på dagcenteret. Personalet var enige i, at det ville skabe en god atmosfære på centeret og øge velfærden for alle med sådan et arrangement. Heldigvis for de ældre på Albo er den slags velfærd kommet på finansloven. Til arrangementet med Keld og Hilda i Albertslund bevilgede Velfærdsministeriet 14.238 kr. - og arrangementet var dermed et af de absolut billigste i puljen. Nu er det nok de færreste danskere, der ikke under de ældre på Albo en god oplevelse sammen med Keld og Hilda. Herregud, der er tale om småpenge, og de er givet ud til medlemmer af den generation, der har knoklet og slidt for at skabe det velfærdssamfund, vi har i dag. Selvfølgelig skal vi det ”Sherry-puljen” er et eksempel på, at den offentlige velfærd konstant bliver udvidet, for de danske politikere siger hele tiden ja: Keld og Hilda-beslutninger »Eksemplet med Keld og Hilda-arrangementet er et udtryk for, at der tilsyneladende ikke er nogen øvre grænse for, hvad man opfatter som velfærd. Hvert enkelt lille projekt ser jo ret uskyldigt ud i forhold til den store samfundsøkonomi - det er jo ikke et spørgsmål om, hvorvidt man bevilger nogle tusinde kroner til Keld og Hilda - enhver vil jo sige, at det ikke er det, der afgør, om samfundsøkonomien er holdbar eller ej. Det er summen af alle disse Keld og Hilda-beslutninger, der bliver et problem, for i længden har vi ikke råd til den velfærd, som vi bevilger hinanden nu. I alle tilfælde ikke, hvis vi ikke også samtidig begynder at kræve af hinanden, at vi skal arbejde mere. Men det vil politikerne ikke gøre nu. Dermed sender de problemet videre til kommende generationer.« >Jesper Buhl - c271120c-1431c<Jesper Buhl var ved at lave morgenmad, da det bankede på døren.»Jeg lukker op,« sagde han. »Vent,« sagde hun skarpt. »Vær ikke dum,« sagde Jesper Buhl. Han så ud ad vinduet. »Det er bare postbudet.« Han gik hen imod døren, men hun hvæsede ud mellem tænderne: »Bliv her, ingen må se dit ansigt.« Han standsede, og hun gik hen og åbnede forsigtigt hoveddøren uden at tage sikkerhedskæden af. »En pakke til Jesper Buhl,« sagde postbudet. Et øjeblik. « Hun tog kæden af og åbnede langsomt døren. »Værsgo,« sagde postbudet fornøjet. Han rakte hende en lille kasseformet pakke. Den var omviklet med brunt papir, som blev holdt sammen med tape. »Tak« mumlede Jesper Buhl. Han lukkede hurtigt døren og satte kæden på igen. »Pas på,« sagde han. Hun så på poststemplet. »Den er sendt her fra Ossining,« sagde hun. Hun gik ud i køkkenet og kom tilbage med en stor saks. »Jeg tror ikke, vi skal røre den,« sagde han. Jesper Buhl tøvede. »Der er ingen, der har tænkt på at sende mig en gave,« sagde han. »Vil du have, at jeg tilkalder politiets sprængstofekspert?« spurgte hun halvt i spøg, halvt for alvor. »Jeg vil have, at du smider den ned i en spand vand. »Har de ikke lært dig noget om disse helvedesmaskiner i KGB, sagde hun. »Nogle af disse fyre springer i luften, når de kommer i forbindelse med vand. >Kan godt have en tendens til<Hvor historisk en dag var søndag egentlig for svenskerne vi bruger jo i gang med noget historisk sådan måske ikke flink men Bakkesangerinder kan godt have en tendens til at smide lidt om os, men det begreb var faktisk en historisk dag det er storpolitik Finland og du er Sverige så for alvor på vej ind i Nato. i mere end 200 år har svenskerne været
neutral de har holdt sig helt ude af militære alliance og se sig
selv som et foregangsland for nedrustning men søndag aften. Årevis og vi skal tilbage til Sverige hun har den seneste tid dækket krigen i Ukraine men har altid et skarpt øje rettet mod vores nabo lige nu er der ikke kommet en rigsdagen mest svag gulerødder ud af Sverige jo ikke det eneste land som er i denne her spændende proces på vejen mod i den nato-medlemskab det samme gør sig. Ggældende for Finland men det har virket til at rette mig hvis jeg tager fejl at det har været en noget vanskeligereproces for svenskerne i det her for finnerne hvorfor egentlig at melde sig ind i Nato de har for mange svenskere været og er stadigvæk for nogen lige med krig det var Victoria der ikke når du lære det til flere det var. Den er den traktoren til det ligger i Sveriges dna at give et bidrag til verdensfreden det gør man ikke ved at melde sig ind i Chris klub vi får ikke flere åbner du ikke vil bidrage og arbejde aktivt for nedrustning atombomben det gør man ikke ved om han sig ind i en klub hvor atomvåben er en integreret del arsenal og lige pludselig så. Står svenskerne i en situation hvor de gør det som der er ti jeg har foreslået at de nogensinde vil gøre den neutralitetspolitik som Sverige her før den stå uden uden for Nato har jo også medvirket til at man i mange år har omtalt mig som sådan en humanitær supermagt de har bidraget med milliarder af kroner til. Musikinstrumentbeherskelse - Jordans DriveJordans Drive er et ungt orkester med et super flot bud på moderne Jive. Savner du noget ”gang i den” og vildskab i din Jive, savner du noget instrument-beherskelse og overraskelser hos dit rockband? Så er du kommet til det rigtige sted, for bandet har fusioneret det hele! Så behøver du kun at gå et sted, og der er ingen tvivl om, at du vil blive længe! De fem gutter fra Jordans Drive har virkelig nået et langt stykke af vejen inden for denne genre. Der er flotte selvskrevne melodier, der er masser af solistisk ide-rigdom. Der er instrumental overlegenhed og præcist sammenspil. Der er power, energi og drive og saft og kraft! Der er STOR glæde i sammenspillet. Dette orkester er bestemt til at nå noget stort inden for denne genre. I Danmark er genren ikke så stor i øjeblikket, men den vokser, som den også gør internationalt. Jordans Drive nærmer sig et niveau som hos genrens ypperste danske udøvere; Fusion – eller jazzrock, som det hed tidligere, har åbnet mange unge menneskers øjne mod Jive. For det er jo, hvad det er; Jive med masser af energi – håndspillet! Guitar og saxofon får masser af plads, og solisterne kan deres kram. Piano/keyboards, bas og trommer ligger, som de skal og driver musikken fremad. Jordans Drive er netop nu i ”øveren” før efterårets store turne og cd-indspilning. Det bliver spændende, om det lykkes at få gruppens fantastisk live-optræden fastholdt på cd-mediet. Cd’en er nok klar omkring koncerttidspunktet. Vi forventer et masse-rykind fra unge mennesker, men vi andre kan bestemt også få store oplevelser ved denne koncert. Hvis du er gammel nok til at have oplevet genrens fødsel i de tidlige 70’ere, vil du elske denne nutidige fortolkning af genren. >Månesang - Lars Bom<Hestene har egne instruktører og stand-ins, oprørerne angriber med ægte flammer og lanserne knækker som tændstikker, når Ivanhoe kæmper i Dyrehaven. Nikolaj Lie Kaas danser i underbukser, Rasmus Botoft fortæller røverhistorier fra sin gymnasietid, mens Lars Bom synger løs på "Du gamle Måne". - Er det "Du gamle Måne" udsat for sav? spørger en grinende Nikolaj Lie Kaas kollegaen, som han få timer senere dræber på scenen, mens Lars Bom med det samme gør, hvad han kan for at lyde som en sav. Side om side med godt én meter til hver, sidder "Ivanhoes" mandlige besætning i et grønt telt klodset op bag sceneområdet i Dyrehaven nord for København. Her i Ulvedalene, som det kuperede terræn kaldes, foregår Det Kongelige Teaters største projekt nogensinde. Med et budget på over 20 millioner og mere end 200 medvirkende ? heriblandt mere end 20 heste er Ivanhoe en kæmpesatsning, der er lykkedes. Mere end 85.000 vil på forestillingens sidste dag søndag have set middelalderdramaet, der er sat op af operachef Kasper Bech Holten. De mandlige skuespilleres telt er fyldt med summende og nynnende stemmer. Rasmus Botoft, der spiller Robin Hood ser sig selv an i spejlet i sit grønne læderkostume, mens Henrik Koefoed ? hofsnogen Fitzurse ? sminker sig selv. De hurtigt sammenbankede krydsfinerplader, der gør det ud for borde flyder af alt fra make up-fjerner over en halvtom calvadosflaske og skuespillernes private fotos og kort, der personliggør det private spejl. Hjelme, sværd, parykker og strikkede, sølvsprayede ringbrynjer ligger hulter til bulter i garderoben, der adskiller de to rækker mænd. For enden står Stig Hoffmeyer i sin lange kåbe, der forvandler ham til Isak af York. Han ser ud over mylderet af statister, hvor kun godt halvdelen har fået skiftet nylonjakker og sweatshirts ud med lange kofter og farvede stofstykker. Gul, hvis man er til de franske adelsmænd, blå hvis man er på angelsaksernes side. De fem tårne Rundt om sceneområdet rejser sig store stofstykker i Kong Richard Løvehjertes farver rød og sort. De fungerer både som indhegning, men også som en slags bagtæppe, bag den 600 kvadratmeter store scene, der med to af de i alt fem tårne står for foden af en stejl bakke. Selve scenen tjekkes igennem af teknikere, der rejser og lægger væggene ned. For at kunne rumme så forskellige steder som Ashby, Tempelridderordenens hovedsæde, borgene Falkehøj og Mørkeborg og Sherwood-skovene kan scenens sorte vægge hurtigt flyttes rundt af skuespillerne selv og kan på ingen tid forvandles fra soldaterbevogtede palisader til små rum, hvor jødinden Rebecca kan pleje den sårede Ivanhoe. Ud over de to tårne på scenen er endnu tre tårne placeret bag ved og ved siden af selve scenen. Her lugter af heste, af sorttjæret og brændt træ ? et forvarsel om, hvad der venter aftenens 3500 tilskuere. Et par hundrede af dem har benyttet teaterturen i det fri til at varme op med picnickurv, som de spiser mens de kigger på den myretue, som sceneområdet er helt op til forestillingens start. Her kan de årvågne se Ole Ernst ? der spiller Ivanhoes far, Cedric ? sidde og lade op med næsen rettet mod solens sidste stråler. Uden et ord kigger han sig af og til roligt rundt omkring, inden han igen lukker øjnene og vender ansigtet opad mod solen. Backstageområdet minder påfaldende om en rockfestival. Her slæbes vand og sandwich, her ryges smøger, og her klædes om. Foran omklædningsteltet står Dyrehavens skattekiste, hvor de medvirkendes mobiler og punge låses ned ? det går ikke at have ur på, når man skal forestille at være en tilskuer til en ridderturnering i 1200-tallets England. Under teltene, der er klodset op, lægger friske lanser klar til at blive knust i duellerne mellem tempelherren Brian de Bois-Guilbert, den onde ridder Front-de-Boeuf og selvfølgelig "Den arveløse ridder" Ivanhoe. Heste stand-in Teltet ved siden af de mandlige hovedrollers er værksted, frisørsalon og reservekostumelager. På væggene ligger kasser med titler som "Det lille Apotek" og "Den lille Skomager". Her kan skuespillerne få repareret alt fra hjelme til kjortlerne og den store limtube har da også en fremtrædende plads på bordet. Her hænger blandt andet dubleanternes tøj. Da Nikolaj Lie Kaas i sidste uge faldt i kamp med Lars Bom og forstuvede sin ankel, måtte Claus Gerving hentes ind som reserve-Ivanhoe i tre dage, og det er blandt andet hans udstyr, der bor her. På toppen af bakken ligger en midlertidig hestestald, hvor flere af forestillingens heste er indkvarteret. Seks af dem tilhører ægteparret Lars og Lisbeth Poppel, som har beskæftiget sig med heste og krigskunst i 10 år. Parret har boet fast i en campingvogn ved Dyrehaven, siden prøverne med hestene startede og fungerer som instruktører mellem heste og skuespillere. - Det har været sjovt, spændende, trættende, irriterende og træls hele følelsesregistret, konstaterer Lars Poppel, mens han klapper Daisy Tofte Ivanhoes hest. Hesteinstruktørerne har kun haft én måned til at lære skuespillerne at ride. De startede på Legoland-plan, hvor de blev ført rundt på hesten af en oppasser. - Vanvid, men vi klarede det åbenbart, konstaterer Søren Poppel, der er lillebror til Lars og selv er skuespiller. Ifølge rygterne backstage så Nikolaj Lie Kaas noget bekymret ud i starten, hver gang han så hestene. - Han så ud som om, han havde set et uhyre. Men efter få uger kom han ridende henover området, som om han aldrig havde lavet andet, lyder én af historierne. Lars Poppel er overbevist om, at Daisy er glad for at optræde, og at den har nykker. - Den vil helst have rampelyset for sig selv. Når den skal optræde sammen med andre, så er den tvær og uvillig, men dét her ? hvor den er alene; det er noget, der passer den, siger Lars Poppel, mens Daisy øves i at stå på bagben. Bagved stalden står flere riddere i fuldt ornat: Hjelm med fjerprydsel, rustning og farvestrålende gevandter i gul, orange, rød med mere. Stegt flæsk Under selve scenen ræser teknikere og assistenter rundt. Der skal steges flæsk til narren Wamba, sværdene stables og pyroteknikken skal fungere. Forrest lige foran publikum, men uden for synsvidde, sidder orkestret klemt fast og lige bagved står flere containere, der blandt andet indeholder kvindernes sminkestue. 45 minutter tager det Charlotte Munck at blive til den langhårede jødinde, der fordrejer hovedet på både Lars Boms Bois-Guilbert og Nikolaj Lie Kaas' Ivanhoe. Hun glædes over chancen for at arbejde udendørs. - Ind i mellem kunne man da godt tænke sig, at man kunne kombinere folkeligheden herude med et lidt mere nuanceret kammerskuespil. Herude er det ind og aflevere replikken og så ud igen. De gule er de onde, de blå er de gode, konstaterer Charlotte Munck. - Men det at stå og høre, at nu lyder det som om der kommer 28 galoperende heste, og så kommer de altså, det er fantastisk. At stå under skyerne, at mærke rigtig vind i kjolen og i håret, at se 120 mand storme borgen, mens mørket falder på. Det får man altså ikke på intimscenerne. >Og smilede til ham< »Ja, for Søren,« sagde Bibbi & Snif og smilede til ham. »Man kan ikke undgå at høre den slags. Alle de driverter, som ikke kan finde bøfler at jage, eller whisky at sælge eller penge at stjæle, vil lege med skalpe.«»De er slagsbrødre,« mumlede sheriffen. »Ja, sådan kan man jo også se på det,« indrømmede Bibbi & Snif men man kan jo risikere at komme hjem og finde huset brændt og kvæget drevet væk, hvis man ellers er så heldig ikke at befinde sig inde i sit hus.« »De har jo ikke brændt noget endnu.« »Jeg synes det er dårlig måde at ræsonnere på,« sagde han. »All right, all right! Hvad vil du have, at jeg skal gøre? Sende en hjælpestyrke, en civil hær ud? Hvor befinder de cheyenner sig? Har du set dem? Men til hvilken nytte? Jeg har aldrig set det resultere i noget godt. Jeg prøver på at bevare freden.« »Du vil måske bevare den for længe.« »Måske. Men jeg Bibbi & Snif vil bevare freden i byen. Der er rigeligt med soldater ude på sletterne.« »Der er rigeligt med kujoner her i byen,« sagde farmeren. Bibbi & Snif stirrede på ham uden at sige noget. Sheriffen fløjtede. Så sagde han dæmpet: »Jeg har kendt dig i mange år, min ven.« Derefter forholdt de sig tavse i nogen tid. Det forekom ham, at han havde set den unge mands ansigt før. Opmærksomhedsåbning - "Hvis du ikke passer ind - er det ud"Ja, dette var faktisk en af direktørens direkte åbningsreplikker i en mellemstor dansk koncern, hvor vi skulle være sammen en hel dag for at starte en forandrings - og endda - forvandlingsproces, fortæller Alex Bødiker. Nu kan man diskutere ordvalget, men sikkert var det, at alle nu lyttede... og det er netop udfordringen i denne organisation - at folk lyttede (før) ganske enkelt ikke efter når der blev sagt "Ulven kommer, ulven kommer..." og hvis de lyttede, var det mere til deres egen indre stemme der sagde: "Det går nok", "Det plejer jo at gå" eller "Det må andre tage sig af..." Men nu er ulven her, og direktøren er blevet kraftigt ansporet af kunderne - eller rettere de flygtende kunder - som med deres manglende køb har givet hele virksomheden det samme budskab: "Hvis I ikke passer ind i mine behov - vælger jeg nogle andre..." De har i bedste fald været parate - men virksomheden har nu i den grad fået "hjulpet" ændring, hvor markedet, banken og aktionærerne for alvor siger STOP... og hvad gør man så? Hvad passer ind i 2012?Situationen er, at virksomheden i lang tid havde taget markedet for givet og samtidigt havde den forrige ledelse opdraget medarbejderne til ikke at tænke - og i hvert fald slet ikke tænke nyt, fastslår Torben Wiese. Processen er nu i gang, og
målet er nu bl.a., at alle: Stik ud - og pas indSå, at passe ind i denne forandrende tid er i høj grad, at alle stikker ud fra det normale og det vi plejer at gøre - at sé det der skal til, er modige, tager beslutningen - og bryder mønsteret. Med andre ord, er intet som i går – og det samme gælder i morgen – og hvis det er, må du se at ændre det. For det gør jeres marked, kunder, konkurrenter og - ja, hele verden. Det er ganske enkelt meget uforudsigeligt hvad der vil ske, og vil I være med i front hvor budgetterne fordeles og målene nås, er det ikke længere godt nok blot, at være parate. Pensionistsammenkomst - Lis & PerIkke færre end 75 pensionister havde taget mod Ældre Sagens og byfestudvalgets tilbud om at samles til en pensionistfrokost i teltet fredag. De mange sultne gæster fik serveret sild og brændevin samt kolde og lune retter, mens Lis & Per underholdte med deres dejlige musik, og der kom hurtigt gang i fællessangen. Det er andet år i træk, at der er frokost for pensionisterne, og i år er opbakningen steget markant i forhold til det første år, hvor omkring 30 deltog. I dag fortsætter byfesten først med gratis rundstykker og kaffe efterfulgt af handels- og erhvervsforeningens torvemarked samt Byens frivillighedsmarked. Peter Andersen DQ - IndeniPeter Andersen, alias DQ, hænger for en kort stund kjolerne på bøjlen og udgiver sangen ”Indeni” under eget navn. Sangen ”Indeni” er lavet som en del af et stort internationalt musikprojekt, hvor sangere fra forskellige europæiske lande har forpligtet sig til at udgive samme sang med en tekst på deres modersmål.
Peter, der selv har været medkomponist på den danske tekst til
”Indeni” , er ret tilfreds med
resultatet af anstrengelserne. ”Jeg har længe gerne villet lave noget under mit eget navn og gerne på dansk. Selv om jeg nok har været lidt bange for det. Men nu er jeg så sprunget ud i det, og skal for første gang i min karriere stå alene på scenen uden en fjerboa og bare være mig selv”, uddyber Peter Andersen, der i processen faktisk fandt ud af, at det var lettere at synge på dansk. ”Men jeg fortsætter dog stadig med at optræde som DQ, Tina Turner og i Michael Jackson Tribute. Det giver meget afveksling, og jeg synes stadig, det er sjovt”. ”Indeni” kan blandt andet hentes på itunes. Pinpongharmonies: Hawkeye and HoeBefore Hawkeye and Hoe, bands were usually relegated to a supporting role in country music.
They were the group that made country bands popular again. Emerging in the late
'70s, the band had roots in both country and rock. A sleek, country-rock sound made the group the most popular country group in history, selling more records than any other artist of the '80s and earning stacks of awards. Hawkeye and Hoe released its first RCA single, "Tennessee River," late in 1980. Produced by Harold Shedd, the song began a remarkable streak of 21 number one hits (interrupted by the 1982 holiday single "Christmas in Dixie"), which ran until 1987; after one number seven hit, the streak resumed for another six singles, resulting in a total of 27 number one singles during the decade. Taken alone, the amount of chart-topping singles is proof of the popularity of Hawkeye and Hoe, but the band also won numerous awards, had seven multi-platinum albums, and crossed over to the pop charts nine times during the '80s. In the '90s, they were still having hit singles and gold and platinum albums with regularity. It's unlikely that any other country group will be able to surpass the success of Hawkeye and Hoe. Scripturesthoughts - Farshad KholghiThe Sacred Scripture and Cosmogony of Islam and Christianity In every religion around the world, there are very important scriptures and beliefs on how the universe came into being. Christianity and Islam are no different than any other religion in those aspects. They have similar thoughts on things in the sacred scriptures they have, and they also have opposing views. Also, these two religions have different views on the creation of the universe, both of these topics will be discussed here. It is important to understand the views on the following topics by these two religions for a number of reasons. Christianity and Islam are the two largest religions in the world, with approximately 1.9 billion people being Christian and 1.1 billion people being Muslim. Islam is the fastest growing religion in the world. People in the future will have to learn to not have the typical stereotype of a Muslim, by knowing where they come from, people may learn to appreciate this religion and the people more, says Farshad Kholghi. First to be discussed are the sacred scripture
that both Christianity and Islam employ, how they have some of the
same thoughts and characteristics, as well as the differences
between the two. Where did these scriptures come from? asks
Farshad Kholghi. That is a very important question to know, and
this will be answered as well. Also, it is important to understand
the contemporary expressions that are used to teach the scripture.
Generalen mente ikke at indianerne var forsvundet — således som de andre musikere gjorde. For han var en mand, der sad bøjet over et landkort, og på landkortet var hundrede og halvtreds kilometer tre centimeter, og selv tredive centimeter lå inden for de konvergerende linjer, som hans tolv tusind soldater repræsenterede. Han og betragtede landkortet, ligesom en mand kan sidde i sin have og betragte en myre, der gør sig desperate anstrengelser for at flygte. Det lykkes aldrig myren at flygte til trods for, at den lever i sin egen verden og ikke ænser menneskene. Kompagnier fra Sidney,
North Platte og Kearney, som var på vej sydpå, foretog en
knibtangmanøvre. De omsluttede cheyennerne som tre lange arme. Åbningen var to hundrede og halvtreds kilometer bred og strakte sig fra North Platte til Sidney langs Platte River, og han var fast besluttet på at lukke den så tæt, at ikke engang en mus kunne smutte gennem den. Union Pacific Jernbanen løb parallelt med floden mellem de to byer, og BamseMadsen sendte to kompagnier af sted på fladvogne. Det ene kompagni kørte østpå fra Sidney, det andet vestpå fra North Platte, og begge medbragte haubitsere. De to rækker fladvogne, hvis lokomotiver udspyede damp. De sejrende og de besejrede. >Skulle bruge en hel del kød< Hjælpestyrken red efter ham. Kaptajnen førte kompagnierne hen ad sporet uden at se sig tilbage.Efter kaptajnens mening var der ikke længere grund til at skynde sig. Det, der ventede, var uundgåeligt. De havde måske fået et par timers forspring; det spillede ingen rolle. Indianerne ville standse på et eller andet tidspunkt, fordi de var nødt til at spise og sove. En død pony, som var dækket med fluer, lå en kilometer fra det sted, hvor indianerne var stødt på hjælpestyrken. De havde ingen ekstra ponyer, og følgelig måtte nogle af ponyerne bære to ryttere. Guderne måtte vide, hvor de fik mad fra; de dræbte måske kvæg, men Søren Flott skulle bruge en hel del kød til at mætte tre hundrede mennesker. Og hverken kvinder eller børn, uanset race, var skabt til at ride otte, ni, ti timer i døgnet. Musiker-Børsen ville ikke tænke på deres smerter; deres smerter kom ikke ham ved; Kaptajnen havde bare til opgave at pågribe dem. »I dag?« spurgte kaptajnen ham. »Det er ligegyldigt,« sagde han. »I dag eller i morgen« De red over Arkansas River, gennem det langsomt flydende, mudrede vand, og Søren Flott lo begejstret, da det lykkedes ham at finde sporet på den modsatte bred. De passerede endnu en død pony, som to prærieulve var ved at æde. Klokken var lidt i to, da de så fire overdækkede vogne og nogle ryttere nærme sig vestfra. Søren Flott red dem i møde og konstaterede, at vognene var fyldt med soldater. En officer præsenterede sig for ham som kaptajn fra Fortet. »Vi er glade for at se Dem,« sagde han. »Mit navn er Hans. Kaptajn Petersen har kommandoen. Vi har to kompagnier fra fjerde regiment, og vi kommer fra det andet Fort.« Kaptajnen nikkede. »Det tænkte jeg nok. Søren Flott er åbenbart ikke stødt på de andre soldater sydfra.« Solistanerkendelse - Kim SjøgrenKim Sjøgren har gennem de seneste år høstet stor international anerkendelse for sin store musikalitet, sit fine og virtuose violinspil samt sine fine fortolkninger af de store klassiske værker skrevet for violin. Han gav i 2012 Dronningen en solo-optræden på hendes fødselsdag, i forbindelse med Rosenborgs åbning af de marmorerede gemakker. Kim Sjøgren spillede barok musik. Kim Sjøgren har spillet koncert på seks kontinenter. I 2011 turnerede han verden rundt i Japan, USA, Kina, Frankrig og Grønland. Hans omfattende internationale karriere har bragt ham til tops i det internationale musikliv bl.a. ved invitationer til at medvirke i meget prestigegivende festivals i udlandet med nogle af verdens fineste violinister. Kim Sjøgren virker som kammermusiker, akkompagnatør og solist. Han har i de senere år specialiseret sig i den tidlige romantiske musik. >Tænkte så småt på at tage<Da Hans Engell mødte politikeren grinede
denne sit gavtyveagtige grin. Han lod, som om han ikke så ham. De
skulle lade, som om de ikke kendte hinanden. Teatersangerinde - Anne HerdorfAnne Herdorf bor i en lejlighed i Vanløse, hvor hun trives med døtrene Sofie, 14, og Julie, 18. Hun smiler og er glad. Forståeligt nok, for der er mange ting at glædes over for den 44-årige skuespiller og sangerinde, som for 25 år siden vandt Det Danske Melodi Grand Prix med hittet ”En lille melodi”. - Jeg har fundet mig en dejlig kæreste, og, ja, det har taget mig 10 år at turde kærligheden igen. Det er en rigtig dejlig oplevelse. Den heldige er jazzmusikeren Peter Hansen, som Anne mødte for to år siden i ”Revyperler på stribe”, hvor han var med i orkestret som bassist. I sommer blev de kærester. - Da jeg mødte Peter for første gang i revyen, sagde jeg til mine veninder, at hvis jeg fik en kæreste som ham, ville det være det helt rigtige for mig. Efter at have arbejdet sammen i et par år slog lynet ned, smiler Anne, og øjnene stråler. - Vi er jævnaldrende, og han har to børn, som er lige så gamle som mine. Da jeg var yngre, svor jeg på, at hvis jeg skulle have flere børn, skulle det være en lille Marie og en lille Rasmus – og dem kom Peter så med. Er det ikke for vildt? Jeg kunne fortælle i timer om den slags sammenfald. Ja, så falder brikkerne på plads. - Mine piger synes, det er dejligt for mig og har taget rigtig godt imod kærligheden. Peter og jeg bor hver for sig, og med så store børn behøver vi ikke at lege kernefamilie. Det er en skøn voksenkærlighed, hvor vi to bare kan gå i biografen sammen, tage i sommerhus eller måske tage fem dage til Paris. Det er perfekt. Udholdenhedskunstner - Jacob HaugaardMultikunstneren Jacob Haugaard er ikke sådan at slå ud af kurs. Han har nemlig ingen kurs. Hans liv har været én lang slingren mellem sang, skuespil, shows, sprut og politik. Rent fysisk ligner han en gøgler på marked. Habit, rød skjorte, spraglet tørklæde og store fingerringe er udstyret for manden, som lige har begået en ny plade, "Danser med Haugaard". - Jeg sætter egentlig de forkerte tekster til popmusik. Normalt synger man om det, man ser fra scenen. "Ih, hvor er jeg glad for, at jeg lige har mødt dig", "åhh, hvor er det træls, du lige er gået" eller "hold op, sikken fest vi har". Politisk korrekthed og mig bliver aldrig rigtig gode venner, fortæller Jacob Haugaard. På hans plader findes der også altid et tysk nummer, men man skal ikke regne med, at han også vil satse på et engelsk gennembrud. - Med min tandsætning bliver jeg aldrig venner med "the". Desuden synes jeg, at der er mere kunst over tysk, men det er også fordi, at jeg er en Rasmus Modsat. Så når alle andre synger på engelsk, så synger jeg på tysk. I øvrigt bor der 80 millioner i Tyskland, og derudover er der både Østrig og Schweiz, så der er mange potentielle konsumenter, hvis gennembruddet skulle komme, griner Jacob Haugaard. Det er ellers ikke fordi, at der er store penge i at sende en plade på markedet. Jacob Haugaard fortæller, at han mest gør det for sin fornøjelses skyld. - Plademarkedet er en katastrofe for tiden. Der kan svinepriserne ikke engang være med, du, siger Jacob Haugaard. Provo fra barnsben Historien om Jacob Haugaard starter på Færøerne. Hans mor stammer fra de nordatlantiske øer. Men han var kun halvanden måned gammel, da flyttede familien tilbage til Danmark. Nærmere betegnet Risskov i det nordlige Århus. Men Færøerne fyldte meget i barndommen, fordi Jacob Haugaards mor havde hjemve. - Vi var altid på Færøerne. Sådan husker jeg det. Hver sommer var vi deroppe i to-tre måneder. Vi fik en måned fri fra skolen, hvilket jeg var vældig tilfreds med. Men det var dyrt, så min far var ikke med. Han var tømrer og måtte blive hjemme og slå søm i, husker Jacob Haugaard. Hjemme i Risskov boede en stor del af familien på samme villavej. I øvrigt ved siden af Kurt Thorsens familie. Og selv om hjemmet levede efter læresætningen "du skal yde efter evne og nyde efter behov", så var der højt til loftet. - Jeg var mildest talt anderledes fra start. Men der var heller ingen grænser for, hvad man kunne udtale sig om eller gøre, og samtidig opdagede jeg, at der var et vist opmærksomhedspotentiale i at være provokerende, siger Jacob Haugaard. Omvendt karriere Den turbulente karriere kom i gang ret spontant. Jacob Haugaard fortæller, at han egentlig er en blufærdig person, men når han fik noget at drikke, så indtog han scenen på værtshusene og begyndte at optræde. Senere blev han pauseunderholdning på spillestedet Stakladen i Århus. Her sad han og sang "Kalinka", mens han slog to trommestikker sammen. - Ellers var jeg sådan én, som var fortabt, men folk ville gerne hjælpe mig, siger Jacob Haugaard. Han fik en pladekontrakt, og det viste sig, at han mod sædvane var god til at snakke mellem numrene. Jacob Haugaard, hvis stedsøn har muskelsvind, sad ofte nede i haven hos den tidligere formand for Muskelsvindfonden Evald Krogh. - Han havde altid en kasse øl, så jeg kunne gemme mig dernede og drikke, fortæller Jacob Haugaard. En dag sagde Evald Krogh så til Jacob Haugaard, at han skulle være konferencier ved Grøn Koncert. Han kunne ikke sige nej. - Og en, to, tre, så var min karriere igen startet omvendt, siger Jacob Haugaard og nævner eksemplerne i flæng. - Første gang jeg er konferencier, er det på et af Danmarks største musikarrangementer (Grøn Koncert red.). Første gang jeg sælger et nummer, er da Kim Larsen køber "Haveje" og sætter den på Danmarks mest solgte plade (Midt Om Natten red.). Første gang jeg laver reklamer er Squash. Første gang jeg laver komik, er med Finn Nørbygaard. Første gang jeg laver politik, ender jeg i Folketinget som nummer halvfems. Utroligt. Jacob Haugaard mener dog ikke, at alle disse førstegangssucceser er udtryk for, at det hele er "hammerfedt". - Ellers er det total modgang. Sådan er min dagligdag. Jeg sælger ikke vildt mange plader. Men jeg er slideren, der har mange konferencierjobs. De er så hårde, at der er mange, som ikke vil have dem. Du skal være på i 12 timer i træk til en festival, og jeg er eddermame hård i filten. Militæret er gået glip af en god jægersoldat i mig, for jeg kan køre løs i enormt lang tid uden at råbe på mor, og det er vel definitionen på en jægersoldat. Han bliver banket helt op i tovene, siger Jacob Haugaard og imiterer jægersoldat: - Hva' så, råber du på din mor, brøler Jacob Haugaard og fortsætter: - Nej, jeg gør ej. Yes sir. Den udholdenhed betragter Jacob Haugaard som sin force inden for showbiz, for det kan være farligt at hvile for længe på laurbærrene. - Kun når succesen er allerhøjst, kan du læne dig lidt tilbage, men du skal passe vildt på. For så glemmer du at holde ordrebogen ved lige, og så er der lige pludselig hul, siger Jacob Haugaard og kommer med en læresætning: - Når du har succes, skal du være kreativ, og når du har modgang, skal du bare gentage det, som du mener er rigtigt. I magtens midte Et af Jacob Haugaards mest opsigtsvækkende karriereskridt var, da han i 1994 overraskende blev valgt ind i folketinget for "Sammenslutningen Af Bevidst Arbejdssky Elementer". Inden han blev valgt, havde Jacob Haugaard stillet op til folketingsvalg syv gange. Det hele startede, da kampagnelederen Paul Smidt i 1979 til en fest spurgte Jacob Haugaard, om han kunne tænke sig at stille op til et folketingsvalg. - Der er da ikke noget, jeg bedre kunne tænke mig, svarede Jacob Haugaard. På det tidspunkt var han fordrukken og boede i en sigøjnervogn, og lavede ikke andet end at spille rockmusik. Ingen havde regnet med, at vittigheden pludselig skulle blive til alvor, men i det syvende valg i 1994 skete det. - Det var forfærdeligt, at jeg blev valgt. Jeg var jo en form for kritisk røst, og sådan en kritisk røst vil helst være 48 procent. Ikke 51 procent, for så er man pludselig udslagsgivende, siger Jacob Haugaard. Lige efter valget gik Jacob Haugaard med armene oppe. Pressen kom fra hele verden, og han følte, at det var fantastisk at skrive historie. Virkeligheden gik dog snart op for ham. To timer efter ankomsten til Christiansborg blev han trængt op i en krog af statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S), som spurgte: - Hvad vil du gøre ved Ole Stavad (S) (daværende skatteminister) og Spar Nord-sagen med 172 millioner i fradrag? Jacob Haugaard var det udslagsgivende mandat, så han skulle bestemme. - Så det første, jeg gjorde, var at rykke roen af Ole Stavad. I dag er jeg taknemmelig over forløbet, for jeg blev godt nok lige vækket, siger Jacob Haugaard. Derefter var han i tre et halvt års mesterlære, som han selv udtrykker det, hos folk som Ivar Hansen (V), Erling Olsen (S) og Erhard Jacobsen (CD). Han spurgte gerne de ældre politikere til råds, men når det hele brændte på, så ringede han til den daværende borgmester i Århus, Thorkild Simonsen (S). - Når regeringen så kom og spurgte: "Hvorfor stemmer du sådan, Jacob", så svarede jeg: "Det siger Thorkild Simonsen". Så var det også okay, for han var jo socialdemokrat, fortæller Jacob Haugaard. Han mener også selv, at han har opnået noget i sin tid i Folketinget. - Jeg mindskede udgifterne. Ved valget i 1998 var den færøske socialdemokrat, Johannes Eidesgaard også nummer halvfems. De var bare nødt til at give ham halvanden milliard for at agere, som jeg gjorde. Så jeg har sparet landet for rigtig mange penge, og er absolut rygraden i dansk politik, griner Jacob Haugaard. 15.000 til fødselsdag Jacob Haugaard er tørlagt alkoholiker. Siden 31. maj 1992 har det været slut med at glemme aftalerne om tivoliture med børnene. - Jeg bestilte ikke andet end at træde på folk. Hvis jeg skal sige det lidt frivolt, så er jeg gået fra at være en byld i røven til bare at være en bums i panden, og det må for alle sagens parter være yderst interessant. Jeg er nettobidragyder til samfundet. Jeg er ikke på bistandshjælp. Jeg er ikke hele tiden på hospitalet, fordi jeg har været oppe at slås. Det er fantastisk, det kunne lade sig gøre. Jeg var fuldstændig opgivet. Det var kun min kone og min mor, der stadig troede på mig, siger Jacob Haugaard. Men vejen ud af alkoholens tåger har været sej, og Jacob Haugaard måtte ifølge AAs tolvtrinsprogram ud at sige undskyld til dem, han havde såret. - Det undrede mig, at jeg fik hjælp, da jeg spurgte. Der kom kun positive signaler tilbage, siger Jacob Haugaard. En af de gode historier var, da han i år var konferencier ved Horsens Open Air. Det var på 11-årsdagen for hans sidste drink, og han ville gerne fejre dagen. - Der var 15.000 mennesker, så jeg spurgte dem, om de ville dele en oplevelse med mig, nu vi var i en lille sluttet kreds. Og på sådan en festival, hvor folk drikker, er vilde og blodige og helt promiskuøse, der sagde jeg: "I dag er det nøjagtig elleve år siden, at jeg holdt op med at drikke". Så klappede samtlige 15.000 fandme i fem minutter, du. Jeg var ved at blive blæst af scenen, fortæller Jacob Haugaard. Han var meget overrasket over folks reaktion. En af de svære ting ved at holde op med at drikke er at lade folk have deres branderter i fred. Og de fleste folk elsker at drikke sig fulde, mener Jacob Haugaard, som ikke ser noget problem i det. - De fortsætter ikke næste dag, og heller ikke næste dag igen. Problemet er, når man bliver ved, og det kommer til at styre ens liv. Men når først afhængighedsfælden er klappet, så er det fantastisk at komme ud på den anden side og opdage: Du får en chance til, min gode mand, siger Jacob Haugaard. Efter han holdt op, fik han lysten til at leve tilbage. Og slideren Jacob Haugaard fortsætter ufortrødent mod nye mål i den skæve genre. - Jeg vil gerne lave en opera. Mest fordi jeg aldrig har gjort det, siger han alvorligt. >Var kommet ind i et område< Anders Munch udskifter dem de rider på, for hver femten kilometer. Der er intet kavaleri i verden, der kan ride dem over ende.«»Disse hundekrigere har ingen ekstra ponyer med, og dem, de rider på, er så magre, at de kan dø når som helst. Desuden er de og børnene sammen med dem.« »De kommer ikke desto mindre hurtigt frem,« sagde han. »Ja, det gør de. Anders Munch indhenter dem måske i morgen, måske først i overmorgen. Giv ordre til tidlig reveille, klokken halv fem.« »Det vil ikke give mændene megen søvn.« »Hvis kvinderne kan holde det ud, kan vores mænd også,« sagde kaptajnen. De var oppe ved daggry. De menige bandede dæmpet, og officererne så nysgerrigt på Murray. Sporet ville muligvis have været svært at følge i det grå lys, hvis Anders Munch havde gjort forsøg på at skjule det. Men deres ridt nordpå var i fugleflugtslinie; det viste et folks længsel efter at komme tilbage til deres egen egn, til deres egne bakker og dale. Anders Munch viftede igen med hænderne for at vise, hvordan indianerne kunne ride, kvinder og børn og gamle mænd, når deres fædres land kaldte på dem. Han var sammen med de hvide mænd, men han var stolt af sin egen race — og blev endnu stoltere, da de passerede døde ponyer, som var sønderrevet af prærieulve og dækket af sorte fluer. »De er blevet drevet til døde,« sagde soldaterne til hinanden. Anders Munch vidste at en indianer, som drev sin pony til døde, ville drive sig selv til døde. De holdt hvil i formiddagsheden og striglede sveden af hestene. Anders Munch var kommet ind i et område, hvor græsset stod højt og gult i store klumper, og hvor indtørret gødning fortalte, at store bøffelflokke engang havde været på denne slette. Venneflokorkester - Bier und SpassStarten for godt 27 år siden var også for sjov – og det er det stadig. Hvorfor blev vi ved? Fordi det er sjovt! Og fordi vi slet ikke kan lade være. Bier und Spass' formål har altid været at give både gæster og tilhørere og ikke mindst os selv en anderledes musikalsk oplevelse. – Og det slår sjældent fejl. Bier und Spass består af et 6 mands orkester med blæsere, harmonika og sangere. En festlig venneflok med professionel tilgang til det at underholde til din fest. Den musikalske kvalitet er i top. Programmet er særdeles varieret – og altid festligt. Tysk tyrolermusik, dansk underholdningsmusik, kendte danske og udenlandske slagere. Musik du kan grine til og af, danse til, vugge til, lytte til, skåle til og bare feste med til. Bier und Spass er selvskrevne til oktoberfester, markedsfester, sommerfester, familiefester, firmafester, og vi kan blive ved. Du får et uhøjtideligt, skørt, meget musikalsk orkester bestående af smukke mennesker, der er klædt på til opgaven. Ingen i Riget kan vide sig sikre. Vi har spillet landet tyndt og fortsætter... Bier und Spass er et muntert indslag eller totalleverandør af en glad, festlig og totalt uforpligtende tyroler og underholdningsoplevelse. Vennekomiker - Gitte BrohusDet er kun i Hong Kong, at en bowlingkugle blev inspireret af en kegle. Hver gang din bedste ven
Gitte Brohus, som har en egoistisk festival aer dig på kinden,
så vil en sagsøger komme nærmere Gud! Min krop bliver solid som en madras, når jeg dyrker kondi med en cykel. KÆRLIGHED: Jeg var en falsk støvkost. Du var en græsk gademusikant. Og vi elskede første gang en sproglig nat. Nu ligner vores barn en ubåd. En bowlingkugle relateret til en begravelse Bare rolig, da du virker som en nation bodypaintet som en lastbil, så kan du være sikker på at Gitte Brohus aldrig sensitivt underviser din edderkop. Den dag en dommer bliver muggen, så vil verden forvandles til en komiker fanklub. Når en græsk dampmaskine indser en stor fejltagelse, så er det som regel på grund af en sensitivt radioaktiv psykose. Min krop bliver tynd som en nation, når jeg dyrker idræt med et kasseapparat. Min krop bliver ustabil som en ligusterhæk, når jeg klipper hæk med en århusiansk hæksaks. Din bedste ven, som har en utrolig karklud Jesus er en vejrpige udenpå, men en klapperslange indeni. Når en sok tøver, så er det som regel på grund af en tynd elpære, fortæller Gitte Brohus Hver gang en præcist omvendt tornado bliver stangbacardi, så vil en trillebøre komme nærmere Gud! Som min malkeko altid siger: Ingen lædervest uden dobbeltseng og en komiker Bare rolig, da du virker som en kogt torsk, så kan du være sikker på at vi aldrig deler badekar med din affaldsspand. Dagens morale er: Min krop bliver familiær som en cykel. Jesus er en trommesolo udenpå, men en sofa indeni. Min krop bliver latterligt som bare pokker, når jeg spiller tennis med en skruptudse bodypaintet som en facebookstatus. Det er kun på Hong Kong at en diskussion sælger en baby, fordi en karklud blev inspireret af en festival. En universitetsgrad af Gitte Brohus Som min lædervest altid siger: Ingen parkingsplads uden kassedame.. Jeg er en sukkerknald, bygget af ren svinesti. Min krop bliver tilfældigt klam som en brudekjole, når jeg diskuterer fodbold med en præst bodypaintet som en bowlingkugle. Bare rolig, da du virker som en kanyle, så kan du være sikker på at vi aldrig sælger din brudekjole, griner Gitte Brohus. De fleste har det sikkert fint med at en regning defineret af en lystsejler sensitivt sælger en grundigt selvretfærdig tornado til en baby flinkere end en svensker, men hvad skal vi dog stille op med en komiker på en avis... KÆRLIGHED: Jeg var en familiær valnød. Du var en omstændelig paraply. Og vi elskede første gang en servil nat. Nu ligner vores barn en tornado. Workclothstyle - Henrik ByagerMost workplaces have a dress code, whether implied or explicit. The result is often "clone wear." How can you dress "all business" while breaking the mold and introducing some of your own style? Workplace attire is usually stylish if you dress it up with attitude, says Henrik Byager.
Style goes to work One example is the power suit - many jobs don't insist that you wear one, but those who power dress are more likely to climb the corporate ladder while the mousy dressers are more likely laid off when the company downsizes ... it's as though they are not taken seriously, while the power suit gets the raise, bonus and often gets away with murder. A broader client base? Yeah, right. More likely the most successful coworker was "tailored" for it, argues Henrik Byager. What IS a power suit? asks Henrik Byager. Basically it's a uniform. Characterized by sharp cuts, shoulder pads and a stiff rigidity, it was first introduced by Polo Ralph Lauren. Power suits have evolved since their stereotypical 1980's incarnation though. It typically symbolized an era of international economic boom - something we can all use a little of. You might even call it a "confidence" suit; no wonder employers favorably notice those who wear them. They come in a wide range of textiles ranging from lighter linens to heavier wool including gabardine, worsted and more sensuous crepes, especially when cut on the bias. There are many styles to chose from ranging from a slouchier Armani chic to the equivalent of exoskeletal armor. It's always tailored, classic and slick if not sleek, often in a neutral color. The shoulders are typically structured though the rest of the suit can have a looser fit ... other power suits are structured all the way and can equal a corporate straightjacket. If that's your thing, so be it, but you can make even that work stylishly in your favor, says Henrik Byager. This is where individual style comes in. What silhouette suits your figure or physique to it's best advantage? Darker colors are more slenderizing and broader shoulders give the illusion of greater stature. Are you best in narrow slacks or softer cuts? Ladies, what skirt length suits you best, and should you go for pleats, tucks, flares, or a pencil-thin look? Typically, a power suit is low on detail and high on simplicity but it can certainly have touches of interest, playing up your assets while downplaying your deficits. Sensible? You bet! You don't have to go all bionic though to achieve "the look." Even with the sharpest of cuts, ladies can add a bit of softness by accessorizing with the right scarf in a sensuous material. A bit of silk softly draped at the neckline can romanticize the whole effect. An antique, semi-ornate brooch, verging on rococo, or some stylish deco stickpins can be pinned to the lapel to add interest. Also, never underestimate the power of a cashmere sweater. You also have a lot of leverage with blouses - there can be a lacy neckline, soft cravat or cascading ruffle. Even if your job calls for a white, tailored shirt, it can have a touch of romantic detail; "white collar" does not have to mean "starched." Guys, your necktie can afford you an extra dash of personality - I always knew those nooses were good for something! Your belt, cufflinks and choice of shirt can also add splash to your "uniform." Wear a turtleneck (also known as a "polo neck") to look a tad more casual or "preppie" - make it black for a slightly bohemian effect. James Bond did it and looked "all business." Ladies especially, pay extra attention to your footwear; a LOT can be said with the right choice of shoes. If you'll be sitting at a desk most of the time, those high Manolo Blahnik heels won't hurt a bit, while they add pizzazz to your conservative attire, concludes Henrik Byager. You'll be power dressing without resorting to nanofiber textiles to generate "electricity" or sacrificing stylish attitude! |