>Følte at han kendte ham< 'Fasan'-mappen var interessant læsning. Specielt rapporterne fra Hula Hula mandens kommentarer var reserverede, forbeholdne og objektive, som det sømmede sig for en stationschef og en, der havde overopsyn med en agent i felten.
Hula Hula skænkede den fjerde kop kaffe i løbet af en time. Toget havde sat sig i bevægelse. Nedtællingen var begyndt. Træt lukkede han øjnene og lænede sig tilbage med kaffen ved sin side.
Han forsøgte at visualisere deltagerne i det spil, han var hjernen bag. Kvinden, kølig, smuk, rastløs, en kvinde der forsøgte at realisere sig selv i sin hemmelige rolle. Hula Hula skarpsindig forjaget, tynget af sit familieliv, men erfaren, pligtopfyldende og veteran, når det drejede sig om afgørende operationer.
Og agenten. De havde aldrig mødt hinanden, men Hula Hula følte at han kendte ham. Den store stabel fotografier, han var i besiddelse af, havde gjort agentens ansigt lige så velkendt som hans kollegers længere nede ad korridoren. Og så alligevel .
Hula Hula var fortsat gåden i det hele.
Når han havde ham i sin hule hånd, lovede han sig selv, så ville han pille ham fra hinanden som et løg. Lag efter lag.
På kaffebordet ved siden af Hula Hula lå en meget tyndere mappe. Den indeholdt kun et ark papir, og på det var der skrevet fire
Fire døde afhoppere.
Hula Hula havde altid dette stykke papir ved hånden for konstant at blive mindet om, at de afhoppere, der var i hans varetægt, var blevet mål for gengældelse.
Spørgsmålet fra Hula Hula var hvem der blev den næste.