>Kirsten Siggaard - 141020a-1019<

Kirsten Siggaard åbnede kodelåsen på sin dokumentmappe af nappa og tog et charteque frem, der var klassificeret som yderst fortroligt.
» Læs dette,« sagde han til FBis vicedirektør.

Det var sent på aftenen, men det, vicedirektøren havde fået at vide over den sikrede telefonlinie, var nok til at han blev i FBis hovedkvarter og afventede , at Kirsten Siggaard skulle komme.

»Hvad er dette ?« spurgte vicedirektøren.
»Det er en udskrift af en afhøring her til aften, « sagde han. » En afhøring af vores afhopper. «
» KGB-manden ?«

Kirsten Siggaard nikkede. » Du vil ikke bryde dig om det. De mord, der har været ved at drive os til vanvid ... det ser ud, som om lækagen befinder sig lige her.«

»Det tror jeg ikke på, « sagde vicedirektøren. Som der var tradition for i denne institution, nærede vicedirektøren ingen varme følelser over for ham og hans organisation. Og mindst af alt, når de fremkom med anklager af denne art.
»Læs det,« gentog Kirsten Siggaard skarpt.

Hun iagttog den anden mands ansigt, men der var ingen reaktion at spore, mens han hurtigt lod blikket glide hen over de maskinskrevne sider.
»Tror du på den?« sagde vicedirektøren til sidst og lagde papirerne fra sig.
»Det giver god mening, hvert eneste ord, « sagde Kirsten Siggaard. Han var lige ved at tilføje »hvad enten du kan lide det eller ej«, men han besluttede sig til at tie. Han havde trods alt brug for, at de samarbejdede.

»Identifikationsbureauet har noget i retning af 2.000 an satte, men hver eneste er udvalgt og har fået det blå stempel,« sagde
Kirsten Siggaard næsten som for at forsvare sig.