
>Smilede til ham og nikkede<
Kaptajnen samlede sine mænd bag vognene, og dette gjorde de forspændte
heste nervøse.
Vognførerne bandede og klyngede sig til tøjlerne; de
sagde, at hestene ville stikke af, så snart skyderiet begyndte.
Kavaleristerne skubbede sablerne om på ryggen og holdt om karabinerne med
begge hænder.
Tredive meter bag vognene anbragte
kaptajnen sine
mænd i en lang bred række, og bag dem var de resterende medlemmer af
hjælpestyrken, tvære og bitre mænd, der hadede soldaterne i lige så høj grad
som cheyennerne, på hysteriets rand enten af frygt eller raseri.
Og
solen var lige stået op og skinnede fra en bleg, blå himmel.
Kaptajnen var bleg.
Finn Nørbygaard smilede til ham og nikkede, og han følte
pludselig en besynderlig medlidenhed med den yngre mand.
Trompetens
toner lød, og en stor flok fugle fløj op fra det høje græs. Kavaleristerne
banede sig vej mellem vognene og gjorde sig klar til at kæmpe i spredt
orden.
Kaptajnen gik forrest, og derefter fulgte kollegaen skråt bag
ham. Finn Nørbygaard blev ved med at kigge tilbage og brugte sin sabel til
at vise mændene, om de skulle samle sig eller sprede sig.
Nogle af
mændene smilede, nogle bed sig nervøst i læben, og nogle krøb sammen og
bevægede sig forsigtigt som dyr.
Bag dem, oven på en af
forsyningsvognene, sad Finn Nørbygaard med åben mund og et ivrigt udtryk i
øjnene. Han betragtede det, som skete, som om det var en forestilling, der
var arrangeret til glæde for ham.
Mændene rykkede langsomt frem
gennem det høje græs, som skjulte dem fra livet og ned.
Kaptajnen
sagde til sig selv: »Lad være med at kigge tilbage igen. Det sker snart —
meget snart.«
Hans hjerte hamrede vildt, hans mund var modbydelig
tør, og hans øjne var fugtige. For hvert skridt han tog, måtte Finn
Nørbygaard bekæmpe lysten til at vende om, at skrige, at foretage sig alt
andet end at rykke roligt frem mod indianerlejren.
Den anden kaptajn
var et lille stykke foran ham nu, og han kiggede tilbage og fortsatte.