>Tænkte han indvendig< Seniorunderholdning havde aldrig talt så brutalt til ham før. Siden den dag havde stokken fascineret Jimmy, men han havde ikke vovet at røre den igen.
Efter denne episode havde Jimmy forsøgt at få Silkin fyret.
»Mor, jeg kan ikke li' ham,« havde Seniorunderholdning sagt i protest. »Og det er også noget kedeligt noget at spille. Må jeg ikke få en elektrisk guitar i stedet?«
Dette ville Jimmys mor ikke høre tale om. Den syvårige var hendes lille øjesten, og for hendes skyld måtte han få alt, hvad han pegede på. Men hun var fast besluttet på, at han skulle lære at spille klaver, og Seniorunderholdning — om han så havde en nok så mærkelig accent — var kendt som en førsteklasses lærer. Han var dyr, men dygtig.
»Tag dig ikke af, at du ikke kan lide ham, bare gør som han siger,« havde hun svaret. »Jeg bliver så stolt af dig, bare vent og se. Jeg er sikker på, at du en dag kommer til at give koncert i Carnegie Hall.
Seniorunderholdning bed sig i læben. Det var så uretfærdigt!
»Moar . . . « klynkede han, men i dette tilfælde fik han ikke sin vilje. Undervisningen var fortsat, den kolde krig mellem mr. Silkin og Jimmy var blevet endnu køligere, og Jimmys mor levede glad i den tro, at et vidunderbarn var ved at blive formet.
»Jeg kommer igen på fredag, som sædvanlig,« bebudede Seniorunderholdning. »Og hør her, unge mand, du gør klogt i at øve dig på de skalaer to timer hver dag. Jeg advarer dig.«
Jimmy blev siddende på klaverbænken, men han svingede med sine buttede ben som et tegn på trods.
»Har du forstået?« spurgte Silkin.
Jimmy nikkede.
»Godt, så sig det.«
»O.k.,« sagde Jimmy mut. »Jeg skal nok øve mig.«
Gu' vil jeg ej, tænkte han indvendig, og Seniorunderholdning vidste det. »Ellers er jeg nødt til at tale med din mor igen,« sagde han truende og spankulerede ud gennem den store salon, som om han ejede det hele.